Flair for kunstig intelligens

Talent 100: Christian Ajslev Lindgreen, 29 år, Account Executive, SAS Institute

Foto: Carsten Lundager

Kategori: Salg og marketing

Da Christian Ajslev Lindgreen kom hjem fra næsten et halvt år i North Carolina i USA som en del af SAS Institutes graduate program, vidste han, at fremtiden for ham lå i kunstig intelligens og machine learning.

I dag har den 29-årige Account Executive ansvaret for SAS Institutes største kunder inden for det offentlige, som er det andenstørste marked, den globale softwarevirksomhed har i Danmark.

»Det, han er optaget af, og som driver ham, er at bruge de nye teknologier omkring kunstig intelligens til at gøre en forskel,« fortæller Henrik Ernlund Pedersen, der er Country Manager i SAS Institute.

Gennem digitaliseringen af det offentlige kommer der til at være mere og mere brug for kompetencer inden for netop disse områder i fremtiden, mener Christian Ajslev Lindgreen selv.

»Der er ikke nogen tvivl om, at kunstig intelligens og machine learning er hot i øjeblikket, og der kommer ikke mindre af det i fremtiden. Så jeg vil bestemt ikke skifte industri,« siger han.

Samtidig står Christian Ajslev Lindgreen i dag i spidsen for det selvsamme graduate program, han i sin tid selv deltog i.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.