Finn Helmer køber stor aktiepost i spilfirma

Peter Forchhammers Synerco har solgt 11,3 pct. af aktiekapitalen i Deadline Games til Giga-milliardæren Finn Helmer.

Med salget af aktierne til Finn Helmer er Synercos ejerandel af spilselskabet kommet under 5 pct.

Det er IT-investoren Peter Forchhammer, der står bag Synerco, hvor han har placeret ejerskabet af en række mindre IT-virksomheder.

Deadline Games, der er noteret på minibørsen First North, står over for at skulle rejse frisk kapital og muligvis skal Finn Helmers indtræden i virksomhedens ejerkreds ses i det lys. Det står der dog ingenting om i dagens meddelelse.

Det er to forretningspartnere, der har handlet med hinanden, da Peter Forchhammer kender Giga-milliardæren Finn Helmer fra ejerkredsen i vindmølleselskabet Greentech Energy System.

Begge er de kendt som aktive investorer, der ikke er bange for at involvere sig i umodne selskaber. Finn Helmer har selv tidligere sagt, at han, siden salget af Giga til Intel i 2000, har dummet sig i forbindelse med flere investeringer, men han kan ikke lade være, fordi han brænder for at bygge virksomheder op. Han har været involveret i opstarten af mere end 40 viirksomheder.

Finn Helmer har i dag flere interessante ejerskaber, bl.a. i ComX, hvor han er indtrådt som adm. direktør.

Deadline Games er kendt som virksomheden bag det berømte spil Total Overdose, der handler om at nakke narkobaroner på stribe. Det københavnske firma har tidligere i år indgået en aftale med Hollywood-instruktøren Donald Kushner, der skal instruere en spillefilm om den berømte columbianske narkobaron Pablo Escobar. Udover filmen vil Kushner også have et computerspil på markedet om den frygtede narkobangmand.