Find kapital - søskende bag nyt firma fik 23 millioner på 50 dage

Mate Bike er en af de store succeser inden for crowdfunding: Finansiering og kapital er i fokus i andet afsnit af iværksætter-podcasten »Succes Kriteriet«, hvor du også får investoren Preben Damgaards tips til at få business angels med ombord.

Christian Adel Michael og hans søster Julie Kronstrøm Carton, der står bag Mate Bike, er gæsterne hos Ane Cortzen i andet afsnit af podcasten »Succes Kriteriet«, som handler om at skaffe kapital til den gode ide. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Du har den fede ide til en ny virksomhed, men hvordan skaffer man kapital til at komme i gang? Skal man lukke investorer ind og dermed afgive noget af sin indflydelse, eller kan man både hente friske penge ind og beholde magten i firmaet?

Det er emnet i andet afsnit af »Succes Kriteriet«, hvor Ane Cortzen taler med iværksættere og business angels om at få den gode ide omsat til virkelighed.

De to søskende Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton er grundlæggere af Mate Bike, som valgte crowdfunding til at skaffe kapital, og det med enorm succes: På 50 dage lykkedes at skaffe 23 millioner kroner til virksomheden.

Det har på den ene side ikke været helt gratis - Mate Bike har brugt et anseligt beløb alene på markedsføring via Facebook, og formidleren Indiegogo har fået et cut på fem procent af kapitalen - på den anden side har det givet Christian Adel Michael og Julie Kronstrøm Carton flere store fordele:

De har selv kontrol over firmaet, som snart skiber de første elcykler afsted til kunderne, og så har de fået et fantastisk indblik i målgruppen.

»Vi inddrager også folk i projektet, vil I ikke hjælpe os, så vi sammen kan lave denne produktion? Vi laver et fællesskabsprojekt, som jeg tror, at mange af dem, som synes crowdfunding er sjovt, godt kan lide. De vil gerne involveres, de gider ikke nødvendigvis bare købe et produkt,« siger Julie Kronstrøm Carton i programmet.

Blandt de gode råd fra Mate Bike stifterne er:

Hav en prototype klar, inden I laver en crowdfunding. Lav en præsentationsvideo og hav materiale klar, så folk kan se jeres produkt. Markedsfør via Facebook.

Prissætningen skal være god: Hellere sælge den lidt billigere og sælge 4.000 i stedet for 200 dyre – det er det, der skal til for at få stor omsætning fra en crowdfunding.

Lav et budget – find ud af, hvad det koster jer, så i ikke pludselig brænder nallerne.

Endelig har nogle af investormøderne givet dem mulighed for at tiltrække ansatte til virksomheden.

I dette afsnit af »Succes Kriteriet« kan du også høre business angel Preben Damgaard fortælle, hvad han har investeret i den seneste tid - og hvilke krav, han altid stiller, hvis han skal lægge øre til en iværksætter, som han eventuelt skal lægge penge i.

Til slut kan du i »Det Lukkede Rum« med Nordeas eksperter høre Frank Vestergaard-Olsen, områdedirektør i Nordea, give gode råd til mødet med banken.

Find alle udsendelser fra Berlingske Business på Soundcloud eller abonner via RSS eller abonner via iTunes her

»Succes Kriteriet« udgives af Berlingske Business sponsoreret af Nordea.

Programmet er tilrettelagt af Ane Cortzen og Fannie Pramming.