Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Du kan mæske dig i fed fryns, lækker frokost, teambuildingture og høj løn, men stadig være enormt træt af dit arbejde. Det er nemlig ikke alt liret, der skaber arbejdsglæde. Vejen til glæde er brolagt med noget andet og mere substantielt. I princippet er der to ting, man skal have fokus på, siger Alexander Kjerulf, der har skrevet flere bøger om arbejdsglæde og holder foredrag om emnet på arbejdspladser.
»Resultater og relationer. Det er det væsentligste. Hvad der så er vigtigst, er individuelt. Nogle mennesker er resultatorienterede og har fokus på at opfylde mål og få større faglig viden. Andre lægger mere vægt på et godt socialt fællesskab. Men for at få arbejdsglæde skal man have en dosis af begge dele. Det gælder alle,« siger Alexander Kjerulf.
Sæt dig positive mål
Vejen til det givende og meningsfyldte arbejdsliv finder man lettest, hvis man kender sig selv, siger Alexander Kjerulf.
»Man skal se på tidligere konkrete oplevelser fra arbejde, der har gjort en rigtig glad, og så analysere de situationer. Hvad var det, der gjorde det til en god oplevelse? Mange gør det modsatte og siger: jeg skal for alt i verden undgå det og det. Men det handler om at opstille positive mål: hvad vil jeg gerne hen til? Hvilken type opgaver vil jeg gerne have flere af, fordi de gør mig glad og giver energi?« siger han.
Alexander Kjerulf understreger, at selvom der kan være rammer på arbejdspladsen, som er svære at ændre på, så har man i sidste ende selv ansvar for at finde glæden.
»Du har ansvar for dit eget liv og dermed også for dit eget arbejdsliv,« som han siger.
Visualiser dit arbejde
En af de ting, man kan gøre, er, at visualisere sit arbejde. Vidensarbejde er ikke umiddelbart synligt, og det kan kaste grus i arbejdsglæden, at man ikke kan se fremskridt i det, man laver, siger Alexander Kjerulf.
»Der har en murer det jo noget lettere, for han kan hele tiden se, hvor langt han er nået.«
Selv har Alexander Kjerulf et fast ritual hver fredag, der synliggør for ham, at han rent faktisk får ryddet noget af vejen.
»Jeg åbner min to-do-liste og ser på alt det, jeg har gennemført i løbet af en uge. Det minder mig om, at jeg faktisk når noget, og det hjælper mig selvfølgelig også til at prioritere og strukturere,« siger Alexander Kjerulf og peger på, at man også som team eller gruppe kan gøre noget for at sætte en streg under resultaterne.
»Vi skal huske at fejre vores sejre, se hinanden i øjnene og sige: holde op hvor er vi fede! Det er med til at skabe fokus på alt det, vi faktisk når,« siger han.
Endelig er det en god idé at tage efteruddannelse og lære nyt. Dels ruster det dig fagligt, men det pudser også dit selvværd af, siger arbejdsglæde-eksperten.
Sig nu godmorgen
Også i forhold til relationer er der nogle enkle ritualer, der kan sprede større arbejdsglæde - både hos den enkelte og omgivelserne, siger Alexander Kjerulf.
»En ganske simpel ting: Sig altid godmorgen til dine kolleger. Nogle har så travlt, at de forsvinder ind i computeren med det samme. Men tag dig tid til at hilse, tag dig tid til kaffe- og frokostpauser og tilbyd din hjælp til den kollega, der måske hænger lidt med en opgave,« opfordrer Alexander Kjerulf.
Det kan lyde som om det mest handler om, at gøre andre glade. Men faktisk giver det også en selv stor arbejdsglæde, når man øser ud af sit overskud, pointerer Alexander Kjerulf.
»Vi ved fra lykkeforskningen, at det virker rigtig godt at glæde andre. Der er lavet forsøg med børn helt ned til to år, som viser, at når man gør rare ting for andre, bliver man selv meget gladere. Til gengæld rykker det kun en lille smule, hvis vi udelukkende gør noget for os selv,« siger Alexander Kjerulf.
Ros hinanden
Hvis han kun skulle pege på én ting, man kan gøre for at skabe større arbejdsglæde, så er det at rose sine kolleger.
»Det har virkelig stor effekt. Det giver dig selv glæde, og det spreder glæde,« siger han og peger på, at vi generelt er dårlige til at rose hinanden i Danmark.
»Ros er en stor mangelvare på danske arbejdspladser. Rigtig mange sidder og får sjældent eller aldrig positiv feedback. Men forskningen viser, at det gør os gladere, mere produktive, mere kreative og mindre stressede,« siger Alexander Kjerulf og understreger, at det selvfølgelig ikke skal strøs ud med rund hånd helt ukritisk.
»Der skal være noget at rose FOR. Noget den enkelte også selv synes er godt og meningsfuldt. Men der er ofte noget at rose for, vi glemmer bare at gøre det. Så hvis kollegerne har lavet noget godt, så ros dem for det.«
Et sidste - men ret væsentligt råd er, at man også skal turde gå sin vej.
»Er man et sted, hvor rammerne er sådan, at man aldrig vil kunne finde glæden, så skal man tage sit gode tøj og gå,« siger Alexander Kjerulf.
Det har han selv gjort engang.
»Et virkeligt godt job, bare ikke for mig«
Alexander Kjerulf er cand.scient i datateknologi og uddannet fra Teknikum i Odense. Han fik sit første job hos den hæderkronede danske elektronikvirksomhed B&O. Noget der blev betragtet som ‘et virkelig godt job’.
»Det var på mange måder også en meget fin arbejdsplads, men arbejdsformen passede bare slet ikke til mig. Der var ekstreme krav til hvor struktureret softwareprocessen var og jeg er sådan indrettet, at jeg har brug for en hurtig beslutningsproces. Men alle kreative ideer kunne først sættes i værk efter en tre møder lang beslutningsproces, så jeg sagde op, da jeg havde været der i seks måneder.«
Alexander Kjerulf fandt i stedet et job hos et lille nystartet firma i København.
»Jeg var medarbejder nummer fem, de ansatte, og der var helt andre frie rammer, som passede mig bedre.«
Af misforstået loyalitet og søgen efter tryghed bliver mange hængende i job, der ikke giver dem glæde, siger Alexander Kjerulf.
»Man ved jo, hvad man har, ikke hvad man får. Men altså: jeg kunne have siddet hos B&O endnu og ikke været glad. Så er det bedst for alle, at man går. Mange bliver for længe i job, de ikke er glade for, og det er synd. For som regel vil man kunne finde det, der giver en arbejdsglæden, hvis man sætter sig det for.«
Artiklen er oprindeligt publiceret på IDA Universe.