Finanssektoren fyldt med kærlighed

13 procent af Finansforbundets 52.244 medlemmer har fælles adresse. Der er altså næsten 7.000 medlemmer, der er gift eller kærester og bor sammen.

Ifølge parterapeut Patricia Binggeli er der intet overraskende i mange romancer inden for finanssektoren, hvor medarbejderne deler faglig interesse med hinanden og arbejder sammen om noget, de brænder for.

»Derved kommer de tæt på hinanden og får respekt for hinanden. Det kan så føre til venskab og fortrolighed, og så er der nogle gange ikke så langt til forelskelse,« siger Patricia Binggeli til magasinet Finans, som udkommer fredag den 5. oktober.

Parterapeuten mener, at virksomheder ind i mellem opnår den fordel, at et medarbejderpar tager arbejdet med hjem og bruger krudt på fælles projekter efter fyraften.

Det er dog ikke altid lutter lagkage at arbejde samme sted som sin livsledsager.

»Der kan jo være flere forskellige interessekonflikter i virksomheden, især hvis der er niveauforskelle. Altså hvis der er tale om et chef-medarbejderforhold. Det kan ikke mindst give problemer i forhold til de øvrige kolleger, hvor det kan skabe usikkerhed omkring loyalitet og alliancer,« siger Patricia Binggeli.

Ifølge bestyrelsesformand i Foreningen for Personalechefer i Danmark (PID) Kim Staack Nielsen, bør arbejdspladsen kunne rumme, at to medarbejdere forelsker sig i hinanden. Men det er problematisk, hvis der er tale om en chef og en medarbejder. Så skal man være meget opmærksom på, at medarbejderen ikke pludselig får ekstra gode vilkår.