Fatal gældsstrategi i EU

Mange europæiske lande vil nu blive tvunget til at føre en stram finanspolitik i årevis.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Offentlig gæld eller offentlig opsparing er fundamentalt set fordeling af ressourcer over tid. Opsparingen kan f.eks. komme fremtidige generationer til gavn.

På samme måde kan offentlig gældsætning give ganske god mening, hvis gælden f.eks. skyldes investeringer, der senere letter vejen fremad økonomisk.

Gælden giver mindre mening, hvis den skyldes løbende offentligt forbrug – offentligt ansatte i forvaltninger, skoler sundhedspleje osv. Endnu mindre mening i gæld er der, hvis den får et omfang, så den tyngende rentebyrde gør, at nationen trues af en statsbankerot.

Sådan et forbrugsskabt gældsbjerg bliver problemforstørrende, grænsende til idioti, når man finansierer en eksistenstruende gæld ved at sælge højt forrentede obligationer til udlændinge, så man systematisk sender penge ud af landet til velhavende obligationsejere, som man ikke engang kan beskatte nationalt.

EU-gæld

Derfor skulle man ikke tro, at en stor del af landene i Europa er i netop den situation. Men det er situationen. 12 af de 27 EU-lande har overskredet den grænse på 60 procent af BNP, som EU-kommissionen har sat som maksimum, for at lande kan være med i ØMU-samarbejdet. Fordi gæld over det niveau sjældent vil være holdbar i længden på grund af den store rentebyrde, og fordi gæld i den størrelsesorden kan skabe mistillid på finansmarkederne, så man ikke kan finansiere gælden på normal vis. Læs: Grækenland.

Ingen kan være overrasket over, at man finder netop Grækenland samt Italien, Portugal og Irland i det gældsplagede selskab. Men mange har i længere tid lukket øjnene for, at Frankrig, Tyskland og Storbritannien også har offentlig gæld på omkring 70-80 procent af BNP.

Uholdbart

Den aktuelle græske krise har sat fokus på, at den gældsætning ikke er holdbar. Gælden er nemlig ikke bare et produkt af finanskrise og efterfølgende global recession, men at den er kommet til, efter at landene i årevis under højkonjunkturen har kørt med store årlige budgetunderskud og akkumuleret gæld over tid.

Grænsen for gæld på 60 procent af BNP er i de gode tider nærmere blevet opfattet som en rettesnor end en maksimumsgrænse, og det svier nu. Resultatet er, at et sted mellem to tredjedele og alle landene i EU vil være tvunget til at føre en stram finanspolitik i mange år frem i tiden. Strammere og i flere år end både politikere og borgere i de enkelte lande har prøvet i mands minde.

Gældsbjergene og mistilliden på finansmarkederne fører til, at stramningerne kommer rullende, i takt med at recession og lavkonjunktur afløses af svag vækst.

Dernæst vil de stramme finanser stå over for en ny udfordring – aldringsproblemet. Mange lande kan se frem til store årgange på vej på pension afløst af små erhvervsaktive årgange, så produktionstilvækst, skattegrundlag og offentlige udgifter kommer under pres.

Det er en enorm udfordring, EU-konstruktionen står over for. Fordi ingen har taget gældsproblemet seriøst i de gode tider, fordi gælden har været ret billig at finansiere, og fordi de systematiske overførsler fra skatteydere i de enkelte lande til obligationsejere i mange forskellige lande har været for usynlig til at påkalde sig nogen opmærksomhed mediemæssigt og politisk.

Men nu er en enorm regning på vej.

Læs mere om EU's gældskvaler i Berlingske Nyhedsmagasin 14. maj.