Familiens forlængede arm

Direktør i det familieejede rederi Herning Shipping Lars Vang Christensen er ny formand for Rederiforeningen.

Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Magten i dansk shipping har længe været centreret omkring Esplanaden ved Ama­lienborg og lidt længere nordpå, hvor en række af landets andre magtfulde shippingfirmaer har kontorer.

De næste fire år skal frontfiguren for dansk shipping imidlertid findes et pænt stykke mod vest i en by, der tilmed ikke engang ligger ved vandet – men i stedet midt ude på heden.

Lars Vang Christensen, direktør i den familieejede virksomhed Herning Shipping, blev nemlig i går valgt som ny formand for Rederi­foreningen og sætter sig dermed i spidsen for en branche, der traditionelt har været tungt domineret af store børsnoterede virksom­heder som A.P. Møller - Mærsk, Norden og Torm.

»Jeg ser det kun som en styrke for branchen, at vi viser en samhørighed. Det har stor symbolsk værdi, at jeg som chef i et af de mindre rederier herhjemme kan blive formand for vores fælles organisation. Det sender et stærkt signal,« siger Lars Vang Christensen, der i 2005 afløste stifteren Vitta Lys­gaard som chef for rederiet i Herning.

Kom udefra
Det midtjyske rederi blev oprindelig blev startet af Vitta Lysgaard og hendes mand Peder som en reaktion på, at deres benzinkæde Uno-X konstant blev modarbejdet af den etablerede olieindustri, og da Lars Vang Christensen overtog hjørnekontoret 1. januar 2005 var han den første direktør nogensinde, der ikke var fundet i familiens egne rækker.

I stedet kom nordjyden fra en stilling som leder af Mærsks engelske forretning, hvor han lod sig lokke hjem til Danmark ved tanken om at lede et tankrederi i kraftig vækst.

Ikke nok med, at Lars Vang Christensen for første gang i over 20 år skulle forsøge at stable en tilværelse på benene i lille Danmark efter at have været udstationeret i blandt andet Brasilien og Singapore i en årrække. Ansættelsen hos familien Lysgaard betød også en anden svær afsked for den berejste direktør. Nemlig med familien Mærsk.

En stærk familie
Siden han blev ansat som styrmandsaspirant hos A.P. Møller i 1979 havde Lars Vang Christensen nemlig udelukkende arbejdet for Mærsk-familien og både fået sin operationelle og boglige uddannelse i landets absolut største rederi.

På trods af bruddet med sin mangeårige arbejdsgiver og overgangen fra et højt profileret konglomerat til et mindre tankrederi, understreger Lars Vang Christensen, at strukturen med en indflydelsesrig familie gav et vigtigt holdepunkt i hans jobskifte.

»Som chef i et familieejet rederi lærer man hurtigt, at tingene gøres på en lidt anden måde. Man må aldrig glemme historien og de personer, der har skabt selskabet og gjort til det, virksomheden er i dag. Men på trods af ligheden mellem de to firmaer, så er der alligevel mærkbare forskelle,« siger Rederiforeningens nye formand, der oprindeligt søgte ind i branchen for at forfølge sin egen drengedrøm om at komme væk fra barndomsbyen Hirtshals og ud og opleve verden.

På forkant
Det brændende ønske om at sejle verden tynd har nu bragt den tidligere A.P. Møller-mand hjem til Danmark og til en rederibranche, der oplever sin værste krise i mands minde.

Faldende fragtrater og mindre samhandel rammer nemlig de ellers så guldrandede danske rederier, bedst illustreret ved, at A.P. Møller - Mærsk for første gang nogensinde forleden erkendte, at der i værste fald kan blive røde tal på bundlinjen, når selskaberne lukker bøgerne ved udgangen af 2009.

»Som branche er vi nødt til at tilpasse os de nye markedsforhold. Shipping har altid været en industri, hvor det går op og ned, så det handler om ikke at blive grebet af panik. Vi skal fortsætte vores udvikling på miljø, klima og kvalitet og blive ved med at være på forkant med udviklingen,« siger Lars Vang Christensen.