Få dit visitkort til at virke

Hvem vil ikke gerne huskes? Visitkortet er en mulighed til at skaffe et netværk, og her er syv råd til at optimere dit visitkort.

Her er syv råd til at optimere dit visitkort. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Her er syv ideer fra den norske webavis dn.no til, hvordan du kan optimere dit visitkort, så det får en langt større effekt.

1. Brug bagsiden Et visitkort har to sider, og bagsiden kan bruges til meget mere end kontaktoplysninger. For eksempel kan der være et godt tilbud fra din virksomhed eller din virksomheds motto.

2. Brug teknologien Ved at kombinere dit visitkort med en cd-rom eller et usb-stik kan du vise din virksomhed i både lys, lyd og billeder.

3. Vend kortet 90 grader Hvis kortet er vendt på højkant, øger det sandsynligheden for, at en potentiel kunde husker dit kort og dig, fordi det skiller sig ud fra mængden.

4. Brug farver Kedelige visitkort bliver glemt eller ryger i skraldespanden. Hvis der er farver på kortet, bliver det lagt mere mærke til det.

5. Tænk et produkt ind i visitkortet For eksempel kan en virksomhed, som fremstiller læderprodukter lade visitkortet fremstille i læder. Det giver en følelsesmæssig reaktion hos modtageren, som gør, at visitkortet bliver husket.

6. Vær social Internettet er fyldt med mere eller mindre seriøse mødesteder for forretningsfolk. Hvis du har en profil på et sådant site, så skriv det på dit visitkort ved siden af de andre kontaktinformationer. På den måde får du udbygget dit netværk.

7. Afvig ikke fra den traditionelle størrelse Du må gerne eksperimentere med layoutet på dit visitkort, men det skal være inden for rammerne af den almindelige størrelse for visitkort. Selv om det skaber opmærksomhed, hvis du ændrer størrelsen, falder det ikke altid i god jord hos modtageren med et rundt, trekantet eller kæmpestort visitkort.