Et fitnesseventyr i New Yorks elite

Talent 100: Thomas Olesen, 32 år, Lifestyle Director, The Wright Fit, New York

Kategori: Ledere

Som Lifestyle Director i 220 CPS-højhuset i New York, der indeholder verdens dyreste lejlighed, står Thomas Olesen i spidsen for bl.a. hedgefondmilliardæren Ken Griffins og musikeren Stings fritid. Når man har et klientel bestående af verdens rigeste mennesker, kan det godt være en udfordring, når ens ansatte både er uuddannede og får mindsteløn.

»Min fornemmelse er, at mange indfødte amerikanere ikke har tiltro til deres billige arbejdskraft. I og med at der bliver forventet en helt unik service, er jeg nødt til at have medarbejdere, der kan leve op til det. Derfor går jeg op i at skabe en god relation til mine medarbejdere og at lære dem, hvordan de skal bære sig ad over for kunderne. Det har vist sig, at hvis jeg bruger den ekstra tid på mine medarbejdere, så får jeg det ti gange igen,« fortæller Thomas Olesen

Thomas' lederstil har både skabt gode relationer til medarbejderne og til beboerne i bygningen, der stoler fuldt og fast på ham, når det gælder om at få opfyldt deres behov. Det fortæller General Manager David Spector.

»Thomas har imponeret mig ved sin store dedikation til en sund livsstil og sin lyst til at dele den passion med andre. På bare tre år er han blevet en anerkendt leder inden for New Yorks fitnessindustri, og han er kun lige kommet i gang,« siger han.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.