Ester Baiget: Spansk kemiingeniør i toppen for Novozymes

ester
Ester Baiget Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Ester Baiget, 48 år, administrerende direktør, Novozymes

Når Ester Baiget 1. februar tiltræder som administrerende direktør i Novozymes, får den danske biotekvirksomhed en kvindelig topchef – hvilket er ganske usædvanligt i den butik –og en kvinde med såvel global erfaring som teknisk ekspertise. Den kemiingeniøruddannede spanier, der supplerede kemien med en MBA, kommer fra jobbet som business president i den amerikanske virksomhed Dow Industrial Solutions, en af verdens førende kemikalievirksomheder, hvor hun blev ansat i 1995 som ingeniør. Siden har hun arbejdet i både produktion, strategi, kommercielle afdelinger og som leder af divisioner på tungere og tungere poster og har undervejs været udstationeret flere steder i verden. I 2016 blev hun medlem af direktionen i Dow og har været med til at udvide virksomhedens markeder.

Ester Baiget er via frivilligt arbejde STEM-ambassadør og med til at udbrede kendskabet til tekniske fag samt aktiv i kvindenetværket Women's Innovation Network (WIN). Hun er bosat i Schweiz, men planlægger at flytte til Danmark med sin mand og tre børn, når hun tiltræder i Novozymes.