
Erik Skov koster kommune millioner
Gik glip af en gevinst på 28 millioner kroner, da Erik Skov Pedersen hjalp med at sælge ejendomsprojekt. Kommunen understreger, at den ikke har haft noget med Erik Skov Pedersen at gøre i forbindelse med salget.

Lyngby-Taarbæk Kommune understreger, at Erik Skov Pedersen ikke har været hyret af kommunen i forbindelse med salget.
Der er tale om 87 rækkehuse i Rævehøjparken, som Borris Nielsen købte af kommunen for 90 millioner kroner. Men lige efter solgte han hele projektet videre for 118 mio. kroner - og tjente derved 28 mio. kroner.
Kommunens salg har hele tiden været kontroversielt og blev ikke mindre problematisk af, at viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune Simon Phil Jørgensen (S) tidligere arbejdede tæt sammen med Erik Skov Pedersen i et fælles firma.
"Det lyder meget besynderligt, og generelt er jeg langt fra imponeret over den måde, hvorpå kommunen agerer, når vi skal sælge vores ejendomme. Der er bestemt noget, der tyder på, at kommunen burde have haft en bedre pris," siger byrådsmedlem i Lyngby-Taarbæk Kommune, Hans Henrik Madsen fra SF.
Borgmester Søren P. Rasmussen i Lyngby-Taarbæk fremhæver yderligere, at han har foretaget en gennemgang af hele materialet i sagsforløbet og kan konstatere, at der absolut ingen forbindelse har været mellem Viceborgmester Simon Pihl Sørensen og Erik Skov Pedersen i forbindelse med salg af rækkehusene i Rævehøjparken.