Erhvervspsykolog: Sådan får du mere mod

I mængden af de mange, der de seneste uger blev »Charlie«, gjorde de, der indrømmede, at de ikke turde være det, et særligt indtryk.

Merete Wedell-Wedellsborg, Erhvervspsykolog og ejer af Erhvervspsykologisk Praksis, der beskæftiger sig med lederudvikling og coaching af ledere og talenter.
Læs mere
Fold sammen

De, der erkendte, at de hverken før eller efter det feje terrorangreb havde modet til at gøre nar, provokere, stå ud eller anfægte nogen. De, som var ærlige nok til at vedstå, at de havde det bedst i baggrunden – væk fra fronten, væk fra faren.

Det kræver en særlig slags mod at indrømme, at man egentlig ikke tør stille sig frem.

Det store mod – det der handler om liv og død, storhed og fald, vind eller forsvind – har vi kun sjældent brug for. Men til gengæld er der mange situationer, der kalder på det lille mod – det, der egentlig ikke er så risikofyldt, men som alligevel kræver et vist tilløb og en dyb indånding. Det kan være modet til at stå alene i en sag, modet til at skifte standpunkt – eller altså modet til at indrømme, at man ikke tør.

Den slags mod – eller mangel på samme – møder psykologer tit i deres praksis. Hvordan giver man ærlig og direkte feedback til medarbejderen, der skidtsnakker i krogene? Hvordan håndterer man en svær konflikt, som alle andre går udenom i en stor bue? Hvordan får man meldt sig på banen og sagt, at man har brug for flere udfordringer? Hvordan stiller man sig op og præsenterer for et stort publikum?

Hvad holder dig tilbage, spørger psykologen. Svarene peger typisk i retning af en eller anden form for frygt, som viser sig indirekte, f.eks. i form af:

  • Præstationsangst: Frygten for ikke at leve op til forventningerne kan føre til overspringshandlinger og ubeslutsomhed.
  • Konfliktskyhed: Frygten for ikke at være vellidt eller at stå alene i en gruppe kan vise sig i en overdreven høflighedskultur og hensynssyge, hvor det at bevare harmoniske relationer er vigtigere end at løse problemerne.
  • Kontroltrang: Frygten for at blive afsløret som uvidende, inkompetent eller svag kan betyde, at man overforbereder sig og detailplanlægger i overdreven grad.
  • Autoritetstro: Frygten for konsekvenserne af en konfrontation med en autoritet kan lede til, at autoriteterne ikke bliver udfordret, selv når de har brug for det og beder om det.
  • Dramatisering: Frygten for at ikke blive set eller hørt kan medføre, at små problemer blæses ud af proportioner, og at henkastede bemærkninger får tillagt eksistentiel betydning.
  • Higen efter anerkendelse: Frygten for kritik kan give anledning til en umoden vildfarelse, hvor målet bliver at få ros frem for at skabe egentlige resultater.

Ofte kræver det ikke alverden at overvinde sin frygt. Bare det at sætte navn på den og spørge sig selv, hvad er det værste, der kan ske, kan gøre underværker.

Men tvivlen kan nage, tiden kan gå og en skarp intention kan blive udvandet, fordi et kompromis lokker med sit iboende løfte om harmoni.

Som leder skal du naturligvis kunne se din egen frygt i øjnene og evne at handle alligevel. Men din egentlige lederopgave er at indgyde mod i andre. Nogle gange det store mod, men i hverdagen som oftest bare det lille mod.

Den mindst effektive måde at indgyde mod hos de, som er usikre, tøver eller frygter, er at feje bekymringen af banen. I stedet handler det om at vise din tillid til den usikre, give den tøvende retten til at fejle, eller at betrygge den frygtsomme i, at I tager chancen – eventuelt ubehagelige konsekvenser – sammen.

Der er mange håndtag til at kalde modet frem i andre nu og her. Men din langsigtede opgave er at menneskerne omkring dig udvikler sig til at turde selv. At de ikke bare udviser mod med støttehjul, men at de er modige på egen hånd.

Forfatter og litteraturkritikeren William Deresiewicz talte om den slags mod for kadetterne på West Point:

»Der er fysisk mod, som vi alle besidder til overflod. Og så er der en anden slags mod: moralsk mod, modet til at kæmpe for det, du tror på. Jeg betragter ensomhed som selve essensen af lederskab. Positionen som leder er i sidste ende ekstremt ensom. Uanset hvor mange mennesker, du taler med, så er det dig, der skal træffe de svære beslutninger. Og i de situationer har du i virkeligheden kun dig selv.«

Det er din store opgave: At de mennesker, du har ansvar for eller har tæt på dig tør stå i modvind og tør handle, ikke uden frygt, men med håbet og overbevisningen som en stærkere drivkraft.