Erhvervsprofil skal lede grøn investeringsfond

Erhvervslederen Ditlev Engel skal stå i spidsen for regeringens milliardstore investeringsfond, der skal fremme den grønne omstilling af samfundet.

Foto: Christian Als.
Læs mere
Fold sammen

Tidligere Vestas-direktør Ditlev Engel er blevet udpeget til formand for Danmarks Grønne Investeringsfond, som regeringen sammen med SF og Enhedslisten etablerede sidste sommer som et led i en større grøn aftale.

Fonden skal fremme den grønne omstilling af samfundet ved at yde lån til investeringer inden for eksempelvis energibesparelser, vedvarende energianlæg og ressourceeffektivitet. Det fortæller erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S):

»Danmarks Grønne Investeringsfond er en nyskabelse, som skal understøtte den grønne omstilling i samspil med blandt andet private og offentlige virksomheder og almene boligorganisationer. Jeg håber, at fonden vil kunne give et markant bidrag hertil,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Den nye formand ser frem til arbejdet.

»Det er mit mål, at fonden bliver en væsentlig spiller til fremme af den grønne omstilling,« siger Ditlev Engel.

Investeringsfonden har en udlånskapacitet på to milliarder kroner, men kan øges til i alt fem milliarder kroner.

Udover formand Ditlev Engel består den nye bestyrelse af Hilde Kjelsberg fra Nordisk Investeringsbank, Jan Bach Jensen fra Energi Midt, Lars Pehrson fra Merkur Andelskasse og Ulla Röttger fra I/S Amager Ressourcecenter.