Erhvervslivets forsømte sjæle

Franskmændene har et koncept de kalder »le jardin secret«, den hemmelige have, som betegnelse for et indre personligt og meget privat univers. Den er vigtig at pleje.

Portræt af de fire skribenter i Berlingske Business Søndag Merete Wedell-Wedellsborg, Alfred Josefsen, Stephen Bruyant-Langer og Charlotte Mandrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Det er så nemt at miste sin indre styring i et moderne, aktivt liv. Familien har behov, der skal dækkes, karrieren har muligheder, der skal udnyttes, kroppen har forfald, der skal modvirkes. Vi er omringet af pligter og chancer. Vi opfordres af ledelseskonsulenter (sådan nogen som mig), presse og venner til at være den bedste udgave af os selv, udleve vores potentiale, stræbe og udvikle os.

Som om dette konstante eksterne pres ikke er nok, har de fleste af os adopteret præmissen for det moderne liv: vi er dét værd, vi præsterer. Vores værdi som ledere måles i konkrete resultater. Vores status i lokalsamfundet er nøje bundet op på vores materielle og familiemæssige succes.

Derfor dedikerer mange af os rigtig meget af vores liv til at møde de ydre krav og forventninger, som vi har gjort til vores egne. Vi yder, møder og gør så meget, vi kan i håbet om at blive anerkendt, værdsat, elsket. Vi er ydrestyrede og ydredrevne. Vi identificerer os med den del af vores identitet, der ses og anerkendes af omverdenen. Vi har mindre og mindre kontakt med den helt private og hemmelige del af os selv; den del vi, med tilbageholdt åndedræt, kan kalde sjælen.

Der er ikke rigtigt nogen, der interesser sig for vores sjæl. Det er vores mentale og følelsesmæssige kompetencer, der sikrer os gevinsterne, og det er vores krop, der demonstrerer overskud eller det modsatte. Der er ikke så mange opgaver for sjælen i det moderne (erhvervs)liv.

Og dog er det sjælen, der kan redde os gennem livets private, personlige og professionelle kriser. Sjælen giver os oplevelsen af at være andet og mere end en professionel identitet, far eller mor, maratonløber eller gourmet. At være i tæt kontakt med sin sjæl er at vide, at jeg er forbundet med verden på en måde, der ikke er afhængig af mit job, mit ægteskab, mine præstationer. Det er fornemmelsen af at være hjemme, selv når jobbet ryger, familien splittes, eller boligen går på tvangsauktion.

På jobbet, med vennerne, på sociale medier deler vi intime og private detaljer fra vores liv i en grad, menneskeheden ikke har gjort, siden vi sov sammen i langhuse og havde sex under dyreskind. Eller noget i den retning. Der er ikke længere noget hemmeligt i vores liv. Eller rettere, hvis der er noget hemmeligt, er det som regel noget, vi skammer os over: en dårlig opvækst, en fysisk urigtighed, noget amoralsk eller kikset vi har gjort eller sagt.

Men når alt afsløres og deles, har fantasien ringe kår, og sårbarheden trænger sig på. Hvis hele mit værd er defineret af ydre forhold, og jeg ikke har andet for mig selv end mine skamfulde øjeblikke, er det faretruende nemt at føle sig gennemsigtig og substansløs, når krisen rammer.

Franskmændene har et koncept de kalder »le jardin secret« – den hemmelige have – som betegnelse for et indre personligt og meget privat univers. Jeg holder meget af ideen, fordi den tilbyder en konkret forståelse af, hvad det er, vi må dyrke for at have noget, der er vores eget. Et sted at gå hen, når verden driller. Et sted at holde fast i, når alt rundt om os bølger og brager. Ideen om en have minder os også om, at det sted skal vedligeholdes, uanset om vores er en velklippet prydhave eller en tilgroet vildhave.

Så længe vi er succesfulde, både privat og professionelt, er der ikke de store incitamenter for at dyrke sjælen. Det er for tidskrævende, for gammeldags, for new age-agtigt. Måske derfor har mange erhvervsfolk det samme forhold til deres sjæl, som til deres netværk; de har ikke rigtig tid til den. Og har derfor ikke noget på kontoen den dag, de får brug for netværket eller sjælen. Vores have er udtørret og døende.

Sjælen udvikler sig i mørke og i stilhed og i smerte. Den udvikler sig helt automatisk, når vi går gennem slidsomme oplevelser. Men den kan også inspireres og dyrkes gennem kunst, skønhed, ånd, natur og indadskuen.

Sørg for at tage dig tid til, at dyrke din indre, hemmelige have.