Erfarne iværksættere hjælper med at stille de rigtige spørgsmål

Mentorer har blandt andet hjulpet med at stille de kritiske spørgsmål og at sætte delmål op. Det har hjulpet video­overvågningsfirmaet Secubi i processen med at etablere sig som virksomhed.

Foto: Asger Ladefoged. Kenneth Pedersen fra firmaet Secubi, der tilbyder overvågningsløsninger. Kenneth har været igennem et iværksætterprogram på CBS.
Læs mere
Fold sammen

Hvis man går rundt med en god idé, men er usikker på, om andre mon også synes, at det er en god idé, så er hjælpen nær.

På Copenhagen School of Entrepreneurship, CSE, kan man nemlig komme ind med sine gode ideer og få hjælp til at prøve dem af.

Omkring 400 nye virksomheder har benyttet sig af tilbuddet om at sidde i et miljø, hvor de er omgivet af ligesindede unge mennesker, der alle sidder med samme mål: At føre deres ideer ud i livet.

En af de virksomheder, der har brugt forløbet, er Secubi.dk, der leverer videoovervågning til erhverv og private.

Her fik de en masse fordele, som man ellers ikke får, når man som ung iværksætter ofte sidder og arbejder ud på de små timer.

»Der er sparringspartnere, og man kan sidde i et miljø med andre unge iværksættere, der har de samme udfordringer som os, når man både er studerende og iværksætter,« siger Kenneth Pedersen, da vi fanger ham i bilen på vej ud til en kunde.

Han er 26 år og medejer af overvågningsfirmaet, samtidig med at han netop har færdiggjort sin bachelor i HA almen og starter på kandidaten på CBS efter sommer.

Gode til at motivere

Han har sammen med sin forretningspartner brugt CSE, da ambitionerne for virksomheden udviklede sig, og den skulle henvende sig mod større erhverv. Her spillede CSE en central rolle med hensyn til at hjælpe med redskaber og forslag til, hvad de skulle gøre.

»Der er mentorer tilknyttet, der har den erfaring inden for erhvervslivet, som vi ikke har. De er rigtigt dygtige til at stille kritiske spørgsmål og motivere ved at sætte delmål, man helst skal nå inden næste møde,« siger Kenneth Pedersen.

Selv om han har brugt mange af de kompetencer, han har fået gennem sin uddannelse, mener Kenneth Pedersen ikke, at man kan uddanne sig til at blive iværksætter.

»Nej, i mine øjne handler det om at have en mentalitet, hvor man kan tilsidesætte sit privatliv,« siger den unge iværksætter.

De ca. 400 virksomheder, der siden 2008 har deltaget hos CSE, har siden skabt 1.448 job og har en omsætning på 675 mio. kr. for de seneste fem år.