Erfaring fra Washington, D.C. løfter Carlsberg Group

Talent 100: Egle Gintautaite, 31 år, Public Affairs Manager, Carlsberg Group

Kategori: Kommunikation og Public Affairs

Egle Gintautaite kommer fra Litauen, men hun har læst sin bachelor i Illinois og blandt andet arbejdet i Repræsentanternes Hus og i Senatet i Washington, D.C. I dag har hun base hos Carlsberg Group i København, hvor hun begyndte som studerende i 2014. Siden da har hun arbejdet sig op og er i dag  Public Affairs Manager.

»Jeg bidrager med et mindset, der ikke kun handler om business, fordi jeg tidligere har arbejdet inden for politik og NGOer. Det hjælper i PA-arenaen. Derudover er jeg god til at skabe vedvarende relationer med samarbejdspartnere, som gør, at projekter kører mere smooth,« siger hun.

Anders Bering er VP for Corporate Affairs hos Carlsberg Group, og han fremhæver blandt andet Egle Gintautaites internationale CV som et plus foruden hendes gåpåmod.

»Vi taler om, at vi hyrer folk for mindset og træner dem for skills. Det bliver sommetider lidt en floskel, men i det her tilfælde er det sandt. Det gåpåmod og den entusiasme, som mange studerende har, har Egle bevaret. Hun siger stadig »ja« med et smil til en hvilken som helst opgave, som hun strukturerer og løser fantastisk,« siger Anders Bering.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.