Er Bagger årets mest omtalte?

Hvilke direktører og bestyrelsesformænd har gjort sig særligt bemærket de seneste tolv måneder? Direktøren i det skandaleramte IT-Factory, Stein Bagger, er den danske erhvervsmand, som har været flest gange i avisen. Se, hvilke andre erhvervsmænd, som har optaget mest spalteplads.

Foto: Christian Als
Omdiskuterede Steen Bryde
Desperate aktionærer, skumle bagtanker og personlig konkurs. Årets næstmest omtalte erhvervsmand er Nordic Tankers bestyrelsesformanden Steen Bryde.

Hans navn optræder i 1303 artikler på både net og print fra de sidste tolv måneder. Den kontroversielle finansmand har blandt andet været meget omdiskuteret på grund af mistanker fra aktionærerne i rederiselskabet om, at bestyrelsesformanden ville foretage en række handler med selskabets penge, inden der her i januar skal afholdes ekstraordinær generalforsamling i selskabet.

Situationen blev især tilspidset op mod jul, da Steen Bryde fyrede selskabets to direktører Geir Jansen og Claus Breitenbauch, og tre bestyrelsesmedlemmer valgte at gå.

Det hele startede med, at finansmanden i slutningen af 2007 købte voldsomt op af aktier i det børsnoterede rederi, samtidig med at han indledte en kamp på ord mod selskabets siddende bestyrelse og formand Mogens Buschard. Selskabets siddende bestyrelse frygtede, at Steen Bryde vil bruge Nordic Tankers til at afhænde sit ejendomsselskab Bristen Gruppen, som havde voldsomme økonomiske problemer.

Det lykkedes i april 2007 for Steen Bryde at erobre magten i rederiet og indsætte sig selv som formand blandt andet takket være en række optionsaftaler, han har indgået med rederiet småaktionærer. I oktober 2008 tvang Nordea Steen Bryde til at droppe sine planer om at ændre vedtægterne i Nordic Tankers, så rederiet kan investere i andet end shipping.

I slutningen af november 2007 bliver Steen Bryde erklæret personlig konkurs ligesom hans selskab Bryde Gruppen går konkurs. Tidligere på måneden blev Bristen Gruppen erklæret konkurs.

Det er dog ikke kun Bristen Gruppen, Brydegruppen og Nordic Tankers der har kviet sig ved bekendtskabet med erhvervsmanden. Efter han forlod direktørposten i Capinordic skrev selskabet i en kvartalsmeddelelse i 2008, at ophøret af hans ansættelsesforhold kostede selskabet en nedskrivning på goodwill på 12 millioner kroner.

Overblikket over de mest omtalte erhvervsmænd er lavet som en søgning på artikeldatabasen Infomedia og søgekriterierne var de sidste 12 måneder, erhvervsmændenes navn stavet korrekt og alle danske web- og printkilder.