Energisk blockchain specialist

Talent 100: Sidsel Rytter Løschenkol, 28 år, Blockchain Consultant, Deloitte EMEA Blockchain Lab

Sidsel Rytter Løschenkol

Kategori: Specialister

Potentialet i blockchain er enormt.

Det er budskabet, som de seneste år er blevet gentaget vidt og bredt. Få har imidlertid dedikeret sig til at udfolde potentialet som Sidsel Rytter Løschenkol.

Den nu 28-årige konsulent stiftede for få år siden bekendtskab med teknologien som ansat i Saxo Bank. Hun forfulgte interessen under et praktikophold i Silicon Valley og senere hos Nordea.

»Det, der virkelig inspirerer mig ved teknologien, er muligheden for at skabe en mere fair, decentraliseret verden. Blockchain kan skabe helt nye former for samarbejder på tværs af industrier og virksomheder,« forklarer hun.

I Nordea besluttede Løschenkol at gå all-in på blockchain og brugte derfor fire måneder på at overtale Deloittes Blockchain Lab i Irland om at ansætte hende. Det er manager Erica Piol lykkelig for i dag.

»Sidsel er enormt spontan og udadvendt, og på den måde får hun folk omkring sig til at føle sig komfortable. I forhold til arbejdet er hun enormt dedikeret, og det viser hendes resultater,« siger hun.

Siden 2018 har Sidsel Rytter Løschenkol blandt andet bygget en blockchain-testplatform for den litauiske centralbank, der hjælper fintech-startups til at accelerere hurtigere med blockchainteknologi.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.