En Spice Girl indtager erhvervssiderne

Den tidligere popstjerne Victoria Beckham bliver nu taget alvorlig for sin modeforretning, mens debatten går: Er det rigtigt at kalde hende iværksætter?

Det tidligere Spice Girls medlem, Victoria Beckham, har skabt sig en karriere inden for modebranchen, og sidste år blev hun kåret som »Årets Iværksætter«, hvilket vakte en del debat i Storbritannien. Foto: Andrew Cowie/EPA
Læs mere
Fold sammen

Om det var tilsigtet eller ej, fik det normalt sobre britiske erhvervsblad Management Today sidste efterår sat gang i gemytterne med sin ellers tilforladelige kåring af »Årets Iværksætter«.

Hovedkriterierne var evnen til at generere salg og beskæftigelse over de seneste fem år, og topscoreren blev noteret for en salgsvækst på 2.900 pct. og en tilvækst i medarbejderstaben på 3.233 pct.

Imponerende nok. Men navnet? Victoria Beckham, modeskaber. Måske bedre kendt som tidligere medlem af pigegruppen Spice Girls og ægtefælle til fodboldstjernen David Bekcham.

Fluks flød debatten. Ville bladet bare generere ekstra omtale, eller var der noget om snakken? Var det et klap på hendes spinkle skulder, fordi hun genopfundet sig selv som drivkraft i en modevirksomhed og skabt job og eksportindtægter til britisk økonomi?

Var det anerkendelse af evnen til at tjene penge på berømthedskultur og personlig branding?

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Kan man kalde det iværksætterskab, når en i forvejen velhavende og kendt person skaber noget succesfuldt? Ligger der nogen risikotagning i det? Kan man ikke bare købe sig til at have de rigtige folk om bord? Og så videre.

Forleden dukkede diskussionen op igen, da finansavisen City AM placerede den nu 41-årige Victoria Beckham som nummer to på en ugentlig opgørelse over de mest indflydelsesrige britiske iværksættere – denne gang målt ud fra deres såkaldte »Klout-score«, eller gennemslagskraft på sociale medier som Twitter, Facebook, LinkedIn og Google+.

Nu føler jeg mig succesrig

Hovedpersonen holder sig ude af debatten men blev i et større interview med avisen The Guardian sidste år citeret for udtalelsen: »Før følte jeg mig berømt. Nu føler jeg mig succesrig.« Hvilket blev tolket som anerkendelse af en anderledes krævende indsats end en nu skrinlagt musikalsk karriere.

Victoria Beckham, modeskaber og sanger

»Jeg er heldig, at jeg kan lave noget, jeg elsker, og jeg er stolt, for jeg mener, at det er et positivt budskab at give til unge kvinder: Vil du have en karriere og være gift og have børn, så kan du godt. Det er intensivt, men det er muligt«


Da Victoria Beckham i 2008 sprang ud som egen herre med sin første modekollektion, havde hun allerede i nogle år gjort tilløb via samarbejder med forskellige modemærker samt en bog med modetips, der byggede videre på hendes status som modeelsker og stilikon. Hun havde forlængst lært at tjene penge på sin berømthed med reklamekontrakter og lignende.

Men stik mod alle forventninger har hun fået modeverdenens respekt og er nu fast indslag på podiet i de store modeuger i New York og London, hvor dommen ellers kan være hård.

Streng arbejdsmoral

Trods det glamourøse udseende er hun kendt for en streng arbejdsmoral og nævner i Guardian-interviewet kvinder som Hillary Clinton, Michelle Obama og Facebook-chefen Sheryl Sandberg som sine personlige forbilleder.

»Jeg har altid arbejdet. Spice Girls havde en sindssyg kalender. Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ellers ville gøre hele dagen, hvis jeg ikke arbejdede. Jeg er heldig, at jeg kan lave noget, jeg elsker, og jeg er stolt, for jeg mener, at det er et positivt budskab at give til unge kvinder: Vil du have en karriere og være gift og have børn, så kan du godt. Det er intensivt, men det er muligt.«