En rigtig cykelboss er rå og ærlig

Som direktør for nogle af cykelsportens største stjerner minder Brian Holm ofte sine ryttere om, at det er ham, der bestemmer, og at de ikke er uerstattelige.

- Vi er ikke én stor familie. Det hele handler om penge. Brian Holm siger det, som det er. Også til sine ryttere, når han som sportsdirektør for HTC Highroad kører dem til startområdet i holdets bus. Det er ikke, fordi han vil være ond eller ufølsom. Det er for at gøre dem det klart, at de kan blive erstattet, hvis de ikke præsterer. - Du skal ikke begynde at tro, at du er gift med dit arbejde, eller at dine chefer elsker dig. Når der er dårlige tider, eller du ikke præsterer, skal du ikke tro, at de tøver med at smide dig ud på røv og albuer. Det fortæller jeg dem. Så de ikke bliver lige så chokerede, som jeg blev, da jeg var færdig med at være cykelrytter, siger han. Brian Holm er kendt for mange ting. Som professionel cykelrytter, kræftpatient og sportsdirektør. Men han er også den mest populære foredragsholder hos ArtPeople, når det gælder ledelse. Det forstår Brian Holm ikke. For han bryder sig ikke rigtig om at svare på, hvordan han er som leder, og hvad han er god til. Han vil hellere give telefonnumre til ryttere, der kan fortælle om det. - Jeg er jo uddannet murer, så da jeg blev tilbudt at blive sportsdirektør, satte jeg mig ned og tænkte over, hvem der havde været gode sportsdirektører, da jeg selv var rytter. Så jeg forsøger at blive inspireret af de gode chefer, jeg har haft, og afholde mig fra at efterligne de mindre gode. Jeg har ikke brudt mig om de chefer, der har råbt ad mig, for cykelryttere ved godt, når de har kørt dårligt, så det behøver man ikke råbe til dem. Jeg kan godt lide ro ved en chef. En rolig sportsdirektør med humor og overblik. Det prøver jeg at være. Brian Holm vil helst ikke svare på, hvad han selv synes, han er god til, men det vil den britiske supersprinter Mark Cavendish hellere end gerne: - Der er flere ting, der går galt end godt i cykelsport, men jeg har aldrig set Brian blive vred eller stresset. Jeg tror, det er sket én eller to gange. Hvis han har en svaghed, så er det måske, at han er for afslappet af og til. Men han er den bedste chef, jeg nogensinde har haft, for han taler helt almindeligt til os ryttere og får os til at slappe af med sin ligefremme facon. Alle hører efter, når Brian taler, siger han. Han og Brian Holm har arbejdet sammen i omkring fem år.

Sikkerhed og ro smitter

Brian Holm sidder i en gyngestol med ryggen mod vinduet med en pibe i hånden. Han hviler sit hoved mod stolens ryg og kigger ud under sænkede øjenlåg. Han ligner en far, der er i gang med at fortælle sine børn, hvordan verden hænger sammen. »Når rytterne spørger mig om noget, eller jeg taler til dem, så forsøger jeg altid at virke sikker. Også selv om jeg er i tvivl om det, jeg siger, er rigtigt. Hvis jeg er usikker, så smitter det af på holdet. I virkeligheden kan unge mennesker, som rytterne jo tit er, godt lide, at der er en, der tager ansvar, tager beslutningen og er sikker på den. Så smitter min sikkerhed og ro af på resten af holdet. Men det er ikke altid, jeg har det forkromede overblik. Det er der jo ikke nogen, der har. Så lader jeg som om. For holdets skyld og for rytternes skyld,« siger han. Brian Holm kalder rytterne for sine drenge. Og han bryder sig ikke om, når hans drenge falder og slår sig, eller når journalisterne kalder dem arrogante. For som han siger, er de jo bare usikre og pressede. »I virkeligheden kan de fleste mennesker rigtig godt lide at blive ledet. Hvis du er i byen med dine venner, og I står på gaden og ikke kan finde ud af, hvor I skal gå hen, så giver det en enorm lettelse for alle, når der er en, som tager beslutningen og siger »Vi går hjem«,« siger han. Han er lidt snottet og har lidt trætte øjne. Han er lige kommet hjem fra USA og endnu et cykelløb med holdet HTC-Highroad. Men fra næste sæson er det slut med at ankomme til start i bussen med en grøn, en gul og en sort stribe på siden. For det amerikanske hold lukker, og fra 2012 er arbejdspladsen det belgiske hold Quick-Step, og de underordnede inkluderer blandt andet eks-verdensmesteren Tom Boonen og flerdobbelte Tour-etapevinder Sylvain Chavanel. Når man kommer ind i en ny virksomhed, så skal man gøre sig fortjent til respekten. Det fik Holm at føle, da han som grøn og uprøvet sportsdirektør for Telekom sad i servicebilen og ville have sprinterstjernen Erik Zabel til at køre et udbrud hjem. Stjernerytteren nægtede at adlyde den nye sportsdirektørs ordre. »I den situation tænkte jeg tilbage på de direktører, jeg selv har haft, der lod sig overtrumfe af de store stjerner. Dem havde jeg ingen respekt for. Så jeg tog en beslutning og kørte op på siden af Zabel, rullede vinduet ned og bad ham om at gøre, som jeg sagde, ellers kunne han godt tage hjem på hotellet og pakke sine ting, for jeg gad ikke se på ham, hvis han ikke havde tænkt sig at køre cykelløb,« siger han. Zabel stod af cyklen og tog hjem, mens resten af holdet kørte udbruddet hjem og vandt etapen. Fra da af gjorde alle på holdet, hvad den uskolede sportsdirektør bad dem om.

Står fast på beslutninger

Selv siger Holm, at han er god til at få mennesker til at gøre det, som de egentlig ikke har lyst til. Til Tour de France i 2010 tiltrak han sig en del opmærksomhed, da han beordrede Adam Hansen op at arbejde forrest i feltet. Rytteren var kort forinden styrtet, og det viste sig senere, at han havde fået adskillige brud på overkroppen. »Jeg kunne jo godt se, at han havde ondt, og han kunne ikke bremse, så hvis han lå bagest i feltet, skulle han køre og bremse hele tiden. Jeg besluttede at sende ham op og køre forrest. Dels fordi han så ikke skulle bremse hele tiden, og dels fordi jeg vidste, at hvis han havde brækket kravebenet, som det så ud til, så ville han alligevel udgå efter etapen. Så kunne vi ligeså godt køre ham helt ned,« siger Brian Holm. Han ved godt, at det var en beslutning, der udadtil virkede kynisk. Men da han havde truffet beslutning og sagt til Adam Hansen, hvad han skulle, vaklede han ikke: »Når du tager ansvar og tager en beslutning, så skal du være klar til at miste dit job for den. Hvis du vakler eller skifter mening hele tiden, så mister dine ryttere respekten for dig. Og det tror jeg, er universelt for alle brancher. Du skal være parat til at stå fast på dine beslutninger. Ligegyldigt hvor ubehagelige, de er,« siger Brian Holm. Også når holdet er til løb og er ved at komme for sent til start, prøver sportsdirektøren at lade være med at blive stresset: »Det handler altid om at få rytterne til at tro, at jeg har styr på det. Så hvis vi holder i kø og er ved at være sent på den, spørger jeg for eksempel, om vi lige skal holde ind og få en kop kaffe. Så kommer der ro på. Det er jo for helvede bare et cykelløb.« Hans humoristiske tilgang til sit lederskab bliver bemærket. George Hincapie, der har arbejdet for Brian Holm, fortæller, at hans indtryk er, at alle ryttere vil gøre det godt for Brian: »Hans humor og omsorg for rytterne gør ham til en rigtig god sportsdirektør. Selv om han forventer, at hans folk altid yder deres bedste, er han også meget opmærksom på dem, hvis de bliver syge, eller hvis der er andre ting, der har betydning for deres kørsel. Det betyder, at alle vil køre godt for Brians skyld.«

Leder med hjertet

Der står en bog om anerkendende ledelse på reolen i Brian Holms stue. Han afholder sig helst fra at skælde sine ryttere ud, hvis de har kørt dårligt. Til gengæld fortæller han dem tit, at de ikke skal tro, at de er uundværlige. For det er der ingen, der er. Heller ikke ham selv. »Jeg ved da godt, at min chef ikke elsker mig. Lige så snart jeg ikke gør det godt nok, finder han bare en anden. Det prøver jeg at give videre til rytterne. Jeg råder dem til at vælge med hjernen, hvis de bliver tilbudt et job, der giver flere penge. For når de stopper, skal de leve af de penge, de tjener nu, resten af deres liv. Det var der ikke nogen, der sagde til mig,« siger han. Men på spørgsmålet om, hvorvidt han selv følger sin hjerne eller sit hjerte nu, er svaret overraskende: »Jeg har altid valgt med hjertet. Også selv om det har været dumt af og til. Selv om jeg godt ved, at nogen af rytterne smutter, når de får et bedre tilbud, så kan jeg stadig ikke holde dem fra mig i strakt arm. De er jo alle sammen mine drenge.«