En naturlig vinder

Talent 100: Katrine Alrø Kruhøffer, 30 år, Account Executive, ISS Facility Services A/S, Danmark. Kunde: Novo Nordisk

Kategori: Ledere

Katrine Kruhøffers talent for at lede har hun udviklet og kultiveret, efter at hun for fire år siden blev en del af ISS Danmarks talentudviklingsprogram for ledere. I dag er hun ansvarlig for en af ISS Danmarks største kunder, nemlig Novo Nordisk. Sammen med sit lederteam varetager hun det samlede drifts- og ledelsesansvar for et trecifret millionbeløb og 250 medarbejdere.

»Katrines største styrke ligger i hendes ledelse. Hun har en fantastisk naturlighed i relationer, både i virksomheden og til kunder. Hun er hurtig til at gennemskue kompleksitet og planlægge ud i fremtiden. Og så vil hun gerne vinde, hvilket er med til at drive hende og gøre hende ekstra god,« siger Hans Henrick Berendtsen, der er Business Unit Director i ISS.

Katrine Kruhøffer selv peger på, at en af de vigtigste aspekter i hendes ledelsesstil er teamengagement.

»Jeg vil gerne understøtte mine medarbejdere, så godt jeg kan, og sørge for, at de har de bedst mulige forudsætninger for at lykkes med deres opgaver. Det handler om at se både mine medarbejderes og mine egne styrker og svagheder, så vi bedst muligt kan hjælpe hinanden frem,« siger hun.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.