Ebay solgte falske Rolex-ure

Meget lave startpriser burde have fortalt folkene bag auktionssitet Ebay, at varerne var falske, fastslår en tysk domstol. Andre luksusmærker lægger også sag an.

Et ægte Rolex ur til venstre og en kopi til højre. Arkivfoto: Jørgen Jessen Fold sammen
Læs mere
Verdens største online auktionshus er kommet i kraftig modvind blandt en række producenter af luksusmærkevarer. Nogle af dem er utilfredse med, at Ebay angiveligt gør for lidt for at forhindre falske kopier af deres varer i at dukke på auktionerne – andre vil ikke have, at deres meget fornemme produkter sælges på sitet overhovedet.

Den aktuelle sag drejer sig om, at den tyske forbundsdomstol i Karlsruhe har sendt Rolex-sagen tilbage til den regionale højesteret i Düsseldorf med besked om at genoptage sagen igen. Forbundsdomstolen mener, at Ebay bør gøre alt, hver der står i websitets magt for at forhindre kopier af Rolex-urene i at blive solgt på auktionerne. Og her er det, at domstolen finder, at en meget lav startpris – i dette tilfælde omkring 800 euro – burde indikere, at urene ikke kan være ægte. Afgørelsen faldt allerede i april, men Ebay har først i dag fortalt om sagen til de amerikanske børsmyndigheder. Tyskland er Ebays næststørste marked efter USA, skriver Reuters.

Også i Frankrig lurer oprøret mod auktionssitet: Louis Vuitton og Christian Dior Couture har ligeledes lagt sag an for at standse kopiprodukter på Ebay, mens andre luksusmærker som Kenzo, Givenchy og Guerlain proteresterer over, at deres produkter overhovedet sælges via netsiden. De første forlanger 35 millioner euro i erstatning, de sidste ni millioner euro.