EasyJets nye topchef går ned i løn i ligestillingens navn

Lavprisselskabets nye svenske topchef skærer i sin årsløn for at matche sin forgængers løn.

Foto: PHILIPPE HUGUEN.
Læs mere
Fold sammen

Blot to måneder efter sin tiltræden som ny CEO for lavprisselskabet EasyJet har svenske Johan Lundgren besluttet at gå ned i løn. Han har ifølge BBC bedt bestyrelsen om at sænke hans årsløn, så den kommer på på niveau med hans kvindelige forgængers lønniveau. Det skriver BBC.

Frem til 1. december 2017 hed EasyJets topchef Carolyn McCall, og hun sluttede af med en årsløn på 706.000 pund, svarende til cirka seks millioner kroner.

Johan Lundgren fik forhandlet sig frem til en startløn på 740.000 britiske pund, men nu skærer han så frivlligt 34.000 pund af lønchecken for at vise sin opbakning til EasyJets politik om, at der skal være lige løn og lige muligheder for mænd og kvinder.

»For at vise mit personlige engagement har jeg bedt bestyrelsen om at reducere min løn for at matche den løn, som Carolyn havde, da hun var hos EasyJet,« siger han til BBC.

Før Johan Lundgren kom til EasyJet var han del af topledelsen i den tysk-britiske rejsearrangør TUI.

EasyJet har også et mål om at øge antallet af kvindelige piloter. I 2015 var der kun seks pct. kvinder blandt EasyJets piloter, men i 2020 skal den andel være øget til 20 pct. Kun fire pct. af alle verdens piloter, der flyver for kommercielle flyselskaber, er kvinder.