Dyremose på den grønne gren

En professionel bestyrelse med Henning Dyremose i formandsstolen skal gøre den danske virksomhed Gavdi størst på sit marked i Europa.

Foto: Erik Refner / Scanpix. Tidligere adm. dir. i TDC Henning Dyremose tiltræder som bestyrelsesformand i virksomheden Gavdi.
Læs mere
Fold sammen
Den professionelle bestyrelse og en ny ambitiøs strategi skal gøre Gavdi størst på markedet for SAP Human Capital Management i Europa. Målet er en markedsandel på 50 pct. og en årlig vækst på 25 pct. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Det er tidligere adm. dir. for TDC Henning Dyremose, der som formand for den nye bestyrelse, skal være med til at sikre, at målene bliver indfriet.

”Gavdi er en virksomhed, som har bevist sit stærke potentiale gennem organisk vækst og egenfinansiering. Det er en ambitiøs virksomhed med fart på, og min rolle vil blandt andet blive at bidrage med erfaring fra en større virksomhed, som matcher segmentet for den type SAP-løsninger, der er Gavdis kernekompetence,” siger Henning Dyremose.

I bestyrelsen sidder desuden Lars Bruhn, tidligere adm. dir. for Bruhn (Canon Danmark) og Frederiksbergs tidligere borgmester, Mads Lebech, som i dag er adm. dir. i industriens fond.

Gavdi har hovedsæde i Danmark og desuden kontorer Polen, Norge, Sverige, Finland og Tyskland. Virksomhedens vækst har primært været drevet af en stor efterspørgsel fra den private sektor på SAP-systemer med fokus på HRM, fx lønsystemer. De seneste år har Gavdi også oplevet ordre fra det offentlige. I dag beskæftiger Gavdi i alt 130 medarbejdere.