Dyne Larsen vil ud i verden

Lars Larsen kan meget andet end at sælge dyner og skrive om sit liv. Den 6. august fylder han 60 år.

Lars Larsen, stifter af Jysk, er ikke bleg for at hive stikket ud og tage på ferie, hvis hverdagen bliver for anstrengende. Arkivfoto: Brian Rasmussen Fold sammen
Læs mere
»Bøger - det er ikke mig.« Sådan lød svaret engang fra Lars Larsen, da han i Berlingske Tidende skulle beskrive sine egne fritidsinteresser.

Det skulle måske lige være på nær at skrive dem og uddele dem gratis over det ganske land. Lars Larsen, stifter og ejer af detailkæden Jysk (hed tidligere Jysk Sengetøjslager), blev landskendt, da han husstandsomdelte sin egen selvbiografi i over to mio. eksemplarer. Den jyske købmand står også stadig klart i de fleste danskeres hukommelse med TV-reklamerne, hvor han selv tonede frem på skærmen med ordene: »Go’daw. Jeg hedder Lars Larsen. Jeg har et godt tilbud til dig«.

Man skulle ikke tro det, men Lars Larsen skyr pressen og giver kun modvilligt personlige interviews. Og når det sker, at en journalist bliver lukket ind i Lars Larsens privatsfære, ligner han en, der ufrivilligt har fået tandlægen på besøg.

Lars Larsen er ellers en historie, som de fleste danskere elsker at læse om. Han er selvudlært forretningsmand af den gamle skole på linje med Simon Spies. Med en personlig formue på 16 mia. kr. er Lars Larsen i dag en af Danmarks 10 rigeste personer. Formuen er han hovedsagelig kommet til ved at sælge dyner og sengetøj gennem Jysk, der i dag har over 1.300 butikker primært i Europa.

Lars Larsen har et forretningsmæssigt gå-på-mod, der favner bredt. For nogle år tilbage prøvede han kræfter med rejsebranchen, hvilket medførte et tab på 100 mio. kr. Han har også brændt fingrene på et eksporteventyr til USA. Det gik galt, fordi Lars Larsen havde overset, at amerikanerne ikke sover med dyne og dynebetræk. Han har senest købt sig ind i møbelbranchen gennem e-møbelkæden Bolia og havemøbelproducenten Scancom, og hans forretningsmæssige nysgerrighed har bragt ham så vidt som til at investere i golfklubben, Himmerland Golf og Country Club.

Han er gift med Kristine Brunsborg og sammen har parret to voksne børn, sønnen Jakob, der er indkøbsdirektør i Jysk, og datteren Mette, der er landmand. Når Lars Larsen en dag taber pusten i den efterhånden globale koncern, står sønnen Jakob parat til at tage over. Efter planen skal sønnen overtage 50,1 pct. af virksomheden og datteren 49,9 pct.

Men før generationsskiftet finder sted, har Lars Larsen et sidste mål, og det er at gøre Jysk til den største sengetøjskæde i Europa – og gerne den største i verden, hvis han kan nå det.

I fritiden undgår Lars Larsen – som nævnt – gerne bøger. Det er ikke ham. Det er biler, golf og ferier i Syden til gengæld. Når Lars Larsen ikke kører rundt i Bentley’en hjemme i Silkeborg eller spiller golf i Himmerland, har han altid sine huse i udlandet at passe. Ejendomsporteføljen tæller bl.a. villaer ved kysten i Sydafrika og Mallorca.

Det sker ind imellem, at han uden varsel hiver stikket ud, overlader alle aflysninger til sekretæren og tager af sted til en af familiens feriehuse.

»Man kan ikke dø af meget andet end stress og alderdom, og jeg vil ikke dø af stress,« lyder mottoet, som han bl.a. har sagt det i et interview til Berlingske Tidende.