Dubai kan blive tvunget til at sælge luksusskib og Cirque du Soleil

Det statsejede investeringsselskab Dubai World kan blive tvunget til at sælge aktiver som det verdensberømte krydstogtskib Queen Elizabeth 2. og ejerandelen i cirkusimperiet Cirque du Soleil for at nedbringe en gigantisk gæld.

26. november 2008 ankom Queen Elizabeth 2. til Dubai, hvor luksuskrydstogtskibet skulle laves om til et flydende luksushotel. Men nu er det berømte skib sat på salgslisten af Dubai World, der er tynget af en millardstor gæld. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARWAN NAAMANI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dubai World har de senere år foretaget massive investeringer, både i pompøse luksusbyggerier i Dubai, og i en lang række udenlandske aktiver.

Men for at overleve kan det statsejede investeringsselskab blive tvunget til storudsalg af udenaldnske aktier, herunder ejendomme, luksuskrydstogtskibet Queen Elizabeth 2. og ejerandele i blandt andet det canadiske cirkusimperie Cirque du Soleil, skriver Financial Times.

"Der er intet som forhindrer (Dubai World, red.) i at sælge disse aktiver," siger generaldirektør Abdulrahman al-Saleh fra Dubais finansministerium til tv-stationen Al Jazeera, ifølge Financial Times.

Kæmper med gældsbjerg



Dubai World har en gæld på 26 milliarder dollar, eller næsten 130 milliarder kr., og for nylig måtte Dubai Worlds ejendomsselskab, Nakheel, indrømme, at man ikke kan tilbagebetale et obligationslån på næsten 4 milliarder dollar, som forfalder i næste uge.

Derfor er det nødvendigt med en voldsom restrukturering. Ikke mindst fordi Dubai overraskende har sagt, at man ikke kan eller vil garantere for gælden i det statsejede selskab.

Ifølge Financial Times vil restruktureringen dog ikke omfatte DP World, der i konkurrence  med A.P. Møller-selskabet APM Terminals er blandt verdens største operatører af havneterminaler. Også investeringsselskabet Istithmar, der ejer alt fra New Yorks mest eksklusive stormagasin, Barney's, til store ejendomsprojekter i Sydafrika, er undtaget fra restruktureringen.

Storudsalg på vej



Spørgmålet er dog, hvad Dubai Worlds investeringer er værd, specielt når det er offentligt kendt, at Dubai World er tvunget til hurtige frasalg.

Blandt aktiverne er Queen Elizabeth 2., bedre kendt som QE2. Det verdensberømte krydstogtskib fra 1969 blev i 2007 købt af et af selskaberne i Dubai World for 50 mio. pund, eller dengang mere end 550 mio. kr., med henblik på at indrette et flydende luksushotel i Dubai.

Med på salgslisten er en ejerandel på 20 pct. i Cirque du Soleil, som Dubai World købte sidste år. Cirque du Soleil er en af verdens største underholdningskoncerner, der sidste år omsatte for 800 mio. dollar og havde forestillinger der blev set af 15 mio. mennesker, men også Cirque du Soleil anses af flere for at være blevet påvirket af den globale økonomiske nedtur.