Drop forsøget på at lege hverdagens helt

Ledere er rollemodeller for medarbejderne. Det gælder også, hvad angår evnen til at sige fra og tage en dag hjemme under dynen, hvis man er for syg til at gå på arbejde.

Foto: Scanpix Danmark

De dramatiske billeder gik verden rundt, da BMWs topchef, Harald Krüger, for et par måneder siden besvimede på scenen under en pressekonference på en biludstilling i Frankfurt. Efter ganske få sætninger kollapsede den 49-årige tysker for øjnene af et stort korps af pressefolk.

Krüger kom straks under lægebehandling, og kollapset blev kædet sammen med, at han havde været »utilpas allerede fra morgenstunden« og i øvrigt havde haft et hårdt program med flere udlandsrejser. Få dage senere kunne en talsmand for BMW så fortælle, at topchefen nu var tilbage på arbejde og følte sig 100 procent frisk.

Historien om kollapset i Frankfurt nåede også til USA og redaktionen af onlineavisen The Huffington Post, hvor erhvervsjournalisten Shane Ferro med udgangspunkt i Krüger-sagen stillede følgende interessante spørgsmål i en klumme: »Det er ikke en forbrydelse at tage en sygedag – så hvorfor føles det så underligt at gøre det?«

Shane Ferros tese i klummen var, at Harald Krüger havde følt sig tvunget til at gå på scenen i Frankfurt, selv om han nok ud fra en medicinsk vurdering ville have haft bedre af at blive hjemme under dynen. Dels er biludstillingen i Frankfurt verdens største af sin art med en million besøgende årligt og status som en strategisk meget vigtig begivenhed, hvor nye bilmodeller bliver præsenteret. Dels var det Krügers debut i den sammenhæng, efter at han satte sig i CEO-stolen i maj, og et sidste øjebliks afbud kunne have medført en række rygter.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorvidt BMW-bossens kollaps skyldtes stress, overanstrengelse eller noget helt tredje. Men jeg synes, at den principielle diskussion om det legitime i at tage sig en sygedag (eller fem) er særdeles vigtig. Mit personlige svar på, om ledere i almindelighed og topchefer i særdeleshed har ret til at sygemelde sig, er et rungende: »Ja, selvfølgelig!«.

Alle kan blive syge, også på dage hvor der ellers var planlagt store og for virksomheden vigtige begivenheder, forhandlinger, præsentationer eller lignende. Og som Harald Krügers fald på scenen tydeligt illustrerer, kan forsøg på at agere en af »hverdagens helte« ende med, at kroppen siger fra, hvis ikke lederen selv gør det.

Ledere er, som jeg før har været inde på, rollemodeller for medarbejderne. Det betyder, at vi med vores opførsel og måde at håndtere arbejdet på skal forsøge at være de bedst mulige forbilleder. Deri ligger også evnen til at sige fra, hvis man reelt er for syg til at gå på arbejde. For tænk engang, hvad konsekvensen bliver, hvis medarbejderne spejler sig i en leder, som tydeligvis er for syg til at være på arbejde. Hvad er det så for tanker, der går gennem hovederne på medarbejderne, næste gang de vågner med halsbetændelse eller migræne?

Apropos den kultur, som risikerer at sprede sig, hvis det bliver tabubelagt at melde sig syg, fortalte Shane Ferro i den førnævnte klumme i The Huffington Post, at hun selv for ganske nylig er tiltrådt på avisen – og allerede på arbejdsdag nummer to kunne hun mærke, at en slem forkølelse var under opsejling.

»Men det var min anden dag på et nyt job. Så jeg valgte alligevel at tage på arbejde, selv om jeg vidste, at det var en dårlig idé, fordi jeg ville forsøge at gøre et godt indtryk på den nye chef,« erkender hun.

Og hvad var konsekvensen af »heltegerningen« med at gå snotforkølet på arbejde? Jo, den var, at journalisten godt nok sad på sin pind, men dels var hun ikke særligt inspireret eller produktiv – dels tog det en hel uge at få bugt med en forkølelse, som ellers kunne have været overstået på en dag eller to.