Drive og engagement ud over det sædvanlige

Talent 100: Stephanie Semay Bäckström, 30 år, partner, LEAD

Kategori: Ledere

Det tog under fire år for Stephanie Bäckström at gå fra konsulent til partner og medejer af LEAD, som beskæftiger sig med ledelses- og organisationsudvikling.

Som partner indgår hun i de overordnede strategiske beslutninger for LEADs fremtidige udvikling og vækst.

»Stephanie har i en meget ung alder udviklet et fagligt niveau, en ledelseskraft og en evne til at skabe værdi, som efter min mening kun matches af de allerdygtigste aktører i managementkonsulentbranchen,« siger Thor Molly-Søholm, administrerende direktør og stifter af LEAD.

Stephanie Bäckströms store engagement har altid været kendetegnende for hende som person. Da hun som 12-årig skulle producere en skoleavis, endte hendes »kolleger« med at fyre hende, fordi hun simpelthen gik for meget op i det.

»Jeg er engageret i alt, hvad jeg gør, og det motiverer mig at se vores virksomhed, mine medarbejdere og vores kunder vokse og udvikle sig. Jeg er meget ambitiøs, både på virksomhedens, mine egne og på andres vegne. Når jeg ser talent, får jeg lyst til at dyrke det og hjælpe mine medarbejdere til at nå deres fulde potentiale,« siger Stephanie Bäckström.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.