Drevet af kompromisløshed

Tilbud om millionkontrakter og tryghed var ligegyldigt. For spildesignerne Dino Patti og Arnt Jensen ville dyrke den rene idé. I dag skriver de historie med det prisvindende computerspil Limbo. Mændene bag spilfirmaet Playdead kan skabe den vækst, som både politikere og erhvervsliv hungrer efter.

Vækst. Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? På Christiansborg er det et centralt element i både rød og blå bloks 2020-planer. Organisationerne står i kø med forslag til, hvordan vi kommer ud over vækstrampen. I denne uge giver Berlingske Nyhedsmagasin et bud på, hvem – og ikke hvad – der skal bære Danmark frem. Mød fire succesfulde iværksættere, som har forfulgt drømmen om egen virksomhed inden for computerspil, nethandel og mobilteknologi. Hvordan turde de tage springet? Hvad var deres drivkraft? Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tårer triller ned i skægget på hans kinder. Det er sjældent, voksne mænd græder – ikke mindst af glæde. Men Arnt Jensen er lykkelig. Spilgiganten Sony vil betale mange millioner for at udgive hans computerspil Limbo. Arnt Jensen og hans partner Dino Patti kan få det, som de vil have det, bare de vil give rettighederne og den kreative kontrol med spillet fra sig.

“Der var bare det lille ’men’. De ville have kontrollen, og til sidst blev det en kontrakt med djævlen. De ville gøre alt for os. Hvor vil du have studie? Hvilke folk skal du bruge? Du skal bare lige give os dit barn,” siger Arnt Jensen, spildesigneren bag det anmelderroste computerspil Limbo, der har høstet i alt 90 priser i hele verden.

Sammen med makkeren Dino Patti har han skabt den største danske spilsucces, siden IO Interactive for 10 år siden slog igennem med den lydløse snigmorder Hitman.

Efter det første møde med Sony i efteråret 2006 kunne historien om den lille dreng, der leder efter sin søster i en mørk og dyster verden, være sluttet. De to iværksættere kunne uden bekymringer have solgt rettighederne til Limbo og være blevet rige. Men de sagde nej. Nej til millioner. Og nej til tryghed.

“Der er ingen gaver i livet. Der er ingen steder, hvor folk bare giver dig penge. Jeg synes, at vi har mødt mange umiddelbart lette veje undervejs. En af dem var Sony. Vi kunne sagtens have sagt ja til dem, men så havde de både ejet og styret det. Det handler jo et eller andet sted om at skabe så meget værdi som muligt selv. Jo mindre du bruger investorer og udgivere desto bedre,” siger Dino Patti, der var et af de 100 unge talenter i Berlingske Nyhedsmagasins særnummer Talent 100 tidligere på året.

Han bruger hænderne, når han taler. Skærer igennem og sætter tingene på plads. Arnt Jensen er anderledes. Han bliver kaldt computerspillenes von Trier. Idémanden, der hele livet har ønsket at skabe noget, som folk kan lade sig opsluge af.

Fra deres kontor oppe under taget i Pilestræde i indre København driver Arnt Jensen og Dino Patti spilfirmaet Playdead. Herfra skaber de den vækst, som alle politikere og erhvervsorganisationer snakker om. Kontoret tæller stadig kun 13 mand, men de vil udvide med tiden. Siden spillet kom ud i sommeren 2010, har over en halv million mennesker betalt 100 kr. for at få lov til at blive suget ind i det dystre Limbo-univers.

Spillet tjente sin produktionspris på 15 mio. kr. ind på tre uger, og var sidste år det tredjemest solgte til Microsofts distributionskanal Xbox Live Arcade. Samtidig havde det den bedste indtjening til platformen med et plus på over 35 mio. kr.

De to vil helst ikke tale om penge. Ja, de er rare at have, og de er nødvendige for at drive en forretning. Men det handler om den rene idé.

Arnt Jensen løfter overkroppen fra sin sammenfoldede stilling omkring kontorstolen, og hans stemme bliver klar et øjeblik.

“Hvis det handler om at udtrykke sig kompromisløst, så er det jo ikke penge. Vi er meget interesserede i produktet og i at lave ting, vi er stolte af.”

Værdifuld overspringshandling

Vi skruer tiden tilbage til en forårsaften i 2004. Arnt Jensen sidder i et af Filmskolens lokaler på Holmen og hjælper sin daværende kæreste med at færdiggøre hendes afgangsprojekt. Han er uddannet fra designskolen og arbejder freelance, men på det seneste er han begyndt at sige nej til de opgaver, han bliver tilbudt. Han kan ikke. Selv om kunderne blandt andre tæller Lego, så tænder det ham ikke at lave bestillingsopgaver for andre. Han vil skabe sit eget.

På skærmen toner en mørk strand frem. Ude i vandet står nogle klipper halvt skjult i disen, og for enden af stranden tegner han en mørk hule. En hule man kan gå ind i. Her opstår idéen, som i løbet af seks år bliver til Limbo.

”Det var lidt en overspringshandling for at få et pusterum fra min kærestes projekt. Men så var det, som om idéen blev hængende i stedet for at blive et skrivebordsprojekt,” siger Arnt Jensen.

Efter to år har han skabt et helt univers i sort-hvid, og en lille dreng er flyttet ind. Overspringshandlingen på Filmskolen bliver til en konceptvideo, som skal tiltrække programmører til et lille projekt. Men interessen er enorm.

”Det var helt vanvittigt overvældende, for det var tænkt som noget meget, meget småt, og pludselig blev jeg kontaktet af Warner Brothers og Disney og alle de store. Samtidig skrev Dino en lang mail,” siger Arnt Jensen og vender sig mod sin makker.

På det tidspunkt havde Dino Patti arbejdet nogle år i spilbranchen, men han brændte ikke for projekterne, så han havde sagt sit job op og var begyndt at lave konsulentarbejde. Da en ven gjorde ham opmærksom på Arnt Jensens video, skete der alligevel noget.

“Projektet var virkelig interessant og anderledes. Og da jeg mødte Arnt første gang, syntes jeg, at han var en spændende type. Så efter vi havde drukket kaffe og snakket nogle gange, spurgte jeg, om vi ikke skulle gøre noget mere ved det,” siger Dino Patti.

Eget kontor og gæld

De to spiludviklere fik deres eget kontor i løbet af 2006, og samtidig var de i kontakt med Sony og en række andre spilgiganter, som gerne ville udgive Limbo. Men de takkede nej til de tilbud, de fik.

“Det var megahårdt. Og jeg havde mange overvejelser, for på det tidspunkt skyldte jeg flere hundrede tusinde kroner i banken, fordi jeg sagde nej til freelanceopgaver og satsede på mit eget. Så det var virkelig en udfordring ikke at skrive under med en udgiver, men jeg følte, at jeg var nødt til at køre den helt ud,” husker Arnt Jensen i dag.

Læs hele portrættet i Berlingske Nyhedsmagasin