DONGs formand risikerer at ende som marionet

Man må formode, at der for længst er sat navn på den nye DONG-formand. Selvfølgelig er der det.

DONGs formand risikerer at ende som marionet Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Naivt at tro, at ejeren, nemlig den danske stat ved finansminister Bjarne Corydon, ikke for længst, sandsynligvis allerede sidst på året i 2013, har gjort op, at den nuværende formand Fritz Schur ikke skulle/ikke ville fortsætte, og derfor også har haft navnet på den næste formand klar.

Men om staten så også har kunnet lande den endelige kontrakt med den nye formand sidst i 2013 er straks mere tvivlsomt. Den forhandling kan have trukket ud til ind i 2014. Det er nemlig ikke et helt normalt formandsjob, der skal besættes i DONG. Nok er det prestigefuldt at tjene staten. Men faldgruberne er til at få øje på, og den nye formand tager næppe dette tillidshverv for honorarets skyld.


I indkaldelsen til generalforsamlingen, som foregår i hovedkontoret i Skærbæk 12. marts 2014, er det fastslået – hvis nogen skulle være i tvivl – at formandshonoraret ligger uændret og fast på 500.000 kr. om året. Det svarer til ca. en tredjedel af, hvad et lignende, krævende formandsjob i business-Danmarks øverste top kaster af sig, og derudover er det usikkert, om den nye formand skal udfylde rollen som marionet – nikkedukke for staten og den store aktionær Goldman Sachs – eller om formandsrollen bliver en egentlig, tung magtbastion.

Mit gæt er, at formandsrollen i DONG – uanset hvad der måtte blive sagt af pæne og store ord – risikerer at udvikle sig mere i retning af marionetrollen end rollen som magtbastion. Og det kan have fået en række interesserede kandidater til at svare tilbage til Bjarne Corydon med et pænt nej tak.

I den ophedede debat om DONGs fremtid er det igen og igen slået fast, at de nye ejere, herunder ikke mindst Goldman Sachs, forvalter det, der kaldes aktivt ejerskab. Aktivt ejerskab betyder, at formandens rolle og mening er mindre betydningsfuld. Formanden kan have nok så mange ideer og meninger, men hvis den store aktionær, som sidder med omkring bestyrelsesbordet, ikke nikker ja til formandens konklusioner; ja, så kan formanden hoppe og springe nok så meget. Magten ligger hos de store ejere, og da i særdeleshed dem, der bekender sig til aktivt ejerskab. Sådan er det i kapitalfondsejede selskaber. Modsat børsnoterede selskaber med en bred ejerkreds, hvor formandsposten er uhyre central og meget magtfuld.

Den kommende DONG-formand skal dog evne at balancere meget mere end blot Goldman Sachs’ aktive ejerskab. Den største aktionær er fortsat staten ved Bjarne Corydon, som sidder på 57 procent af aktierne. DONG vil givetvis også fremover have stor bevågenhed på Christiansborg, og kan når som helst dukke op som en varm kartoffel. Hvis ikke før, så når DONG skal børsnoteres. Den nye formand skal således evne at balancere den offentlige, politiske mening om DONG med Goldman Sachs’ givetvis mere driftsmæssige syn på DONG. Den cocktail betyder selvfølgelig også, at den nye formand skal evne at kunne kommunikere med medierne. Der skal en ganske stor portion tyk hud til formanden, som risikerer at komme til at ende i ingenmandsland med ansvaret for at forene de mange forskellige interesserer. Og det altså uden stærke magtbeføjelser. Forventningen er, at der bliver tale om en klar business-profil og ikke en ekspolitiker.

Arbejdsmæssigt vil formandsjobbet kræve mindst én lang arbejdsdag om ugen – mindst – og når det brænder på, eksempelvis op til børsnoteringen om nogle år, er der tale om et 24-7-job. Formandsjobbet i Dong bliver således næppe besat med en topchef, der i forvejen har dagene og ugerne fuldt besat. Derfor har der hidtil alene været peget på bestyrelsesfolk som eksempelvis Henrik Gürtler, Vagn Sørensen, Jim Snabe, Lone Fønss Schrøder, Steen Riisgaard m.fl. Det er dog ikke sikkert, at Corydon har kunnet få den formand, han elsker, men at finansministeren må elske den formand, han kunne få.