Don Ø råbte højt i lufthavn efter fiasko-direktør

Flemming Østergaard tabte et mindre millionbeløb på at investere i et firma, der importerede isthe til USA. Den ansvarlige direktør fik en overhaling i lufthavnen.

Foto: Mads Nissen
Flemming Østergaard lod det stå meget klart for omverdenen, at han ikke accepterer fiasko og slendrian.

Da FC. København i 2003 skulle til Skotland og spille kvalifikationskamp til Champions League mod Glasgow Rangers, fik Parkens bestyrelsesformand i lufthavnen øje på én person, som satte den dynamiske erhvervsmands temperament i kog. Årsagen til Østergaards vrede skal findes i et pudsigt forløb, der fandt sted i månederne inden.

Læs også: Spekulanten sat på plads af Don Ø

Et stykke tid før august 2003 havde Østergaard investeret et mindre millionbeløb i en virksomhed med base i USA, der skulle importere isthe fra et schweizisk firma. Direktøren var Lars Gansler, som er kendt fra det danske golf-miljø. Inden Østergaards entré i virksomheden havde et par andre velhavende rigmand investeret i firmaet, men de mistede tiltroen til Gansler, som de mente ikke passede sit arbejde ordentligt, fordi denne havde for travlt med at spille golf og besøge de smarte natklubber i Miami, hvor firmaet havde kontor.

Men Østergaard troede på Gansler og ignorerede advarslerne fra de rigmænd, der sagde til Østergaard, at det var "risky business" at gå ind i et samarbejde med Gansler om at sælge isthe. Og rigmændene fik ret i deres vurdering - firmaet tabte lynhurtigt alle de penge, som Østergaard havde spyttet i kassen.

Og da Don Ø så i Kastrup Lufthavn får øje på Lars Gansler, som åbenbart skal med FCK-delegationen til fodbold i Skotland, brøler Østergaard gennem hallen.

"Det kan godt være, du er med på den her tur, men jeg vil hverken se dig eller høre dig," tordner Østergaard mod den mand, der har kostet ham et milliontab, mens sponsorer, spillere og FCK-ledere måbende ser til og undrer sig over, hvad det er, der har vakt formandens vrede.

LÆS HER anmeldelsen af bogen om Flemming Østergaard "Løvekongens storhed og fald"

Køb bogen HER