Tommy Pedersen sad på kontorstolen og kiggede på skrivebordet, computeren og møblementet. Det havde han gjort mange gange før. Hver dag de seneste 20 år. Men der, hvor stakkene med papirer, de mærkelige sedler og billederne af hustruen og børnene plejede at være, var der nu tomt.
Han vidste, at han for sidste gang sad i den stol, hvorfra han havde lavet milliardinvesteringer, som havde givet ham kriller i maven. Stolen, hvorfra han havde mere end tidoblet virksomhedens formue. Og stolen, hvorfra han havde lært gode kollegaer at kende, som ofte havde fået langt flere af hans vågne timer end familien.
Del:
