Direktøren på orlov

Christian Hoff gjorde det, de fleste topchefer kun tør drømme om. Han tog orlov i tre hele måneder som administrerende direktør for 7-Eleven for at rejse rundt med familien i Grækenland og Italien.

Christian Hoff sammen med familien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup
Det ændrede fundamentalt på hans prioriteringer i livet. ”Jeg så mig selv som en meget stærkere leder, da jeg vendte tilbage.”

”Det var nok her, jeg var aller mest lykkelig.” Christian Hoff lader tankerne flyve og mindes de dovne og døsige dage på den aflange ø Karpathos i Grækenland, hvor han og familien havde indlogeret sig privat i en lejlighed hos et ældre græsk ægtepar.

Det var i maj måned for fire år siden, og det hele var fuldstændigt efter bogen. De havde ikke hørt om stedet, før de fandt det, men faldt pladask for freden, udsigten og stemningen. Det var simple living i noget nær sin reneste form.

”Det var lidt Robinson-agtigt. Vi tænkte, skal vi ikke bare blive her?” fortæller Christian Hoff, og bladrer i billedalbummet på den indre nethinde.

Beslutningen om at stikke af i 13 uger fra chefjobbet var ikke ukompliceret. Christian Hoff var netop i 2003 - hvor orloven begyndte - i fuld gang med at gøre 7-Eleven til markedsleder i det danske kioskmarked. Mens han sad i spidsen for butikskæden fra 2001 til 2006 mere end fordoblede han således antallet af butikker til i alt 58. Omsætningen steg samtidig fra 274 mio. kr. til 650 mio. kr. Og måske vigtigst af alt - underskuddet blev vendt til et overskud. Men det var først i den sidste periode som adm. direktør.

Så rosenrødt og succesrigt så det nemlig slet ikke ud da han præsenterede sine rejseplaner for 7-Elevens daværende bestyrelsesformand.

”Det krævede mange tilløb at gå til bestyrelsesformanden og spørge, for man vil gerne blive betragtet som en dygtig chef. Og man er selvfølgelig bange for, at man kommer til at sende et signal om, at man ikke er så interesseret i arbejdspladsen og hellere vil holde fri. Og der skulle jeg gøre op med mig selv, hvad jeg så ville gøre, hvis det blev et blankt nej. Var det så overhovedet en virksomhed, jeg ville fortsætte med at arbejde for? Hvis ikke, så ville det nok betyde, at den virksomhed ikke havde et værdisæt, hvor jeg ville blive,” siger Christian Hoff, der dog slap for at gøre stillingen op.

Den absolut største indsigt og lære af orlovsperioden har været at få generelt bedre styr på tilværelsen. At blive langt bedre til at prioritere og tage ejerskab over eget liv.

”Jeg er blevet meget bedre til at prioritere ting fra, fordi jeg har fået et bredere perspektiv på tingene. Der er jo mange, der gerne vil have mig med til tusind ting og med i bestyrelser. Og selvfølgelig er det enormt smigrende; jeg kan stadig godt mærke, det giver et sug i maven, for selvfølgelig er man forfængelig. Men jeg er blevet meget bedre til at se på, om det overhovedet er det værd. Oplevelserne har jo vist mig, at det er værd at prioritere at være sammen med familien. Og jeg kan tydeligt mærke, at den basis, vi fik den gang, kan vi bygge videre på i dag.”

Læs om Christian Hoff og familiens rejse i Berlingske Nyhedsmagasin fredag