Det store kasseeftersyn: Få fuldt overblik over din økonomi i 2016

02BWE63993251gggg-132404.jpg

Få fuldt overblik over din økonomi i 2016.

Ved du, hvad du har brugt alle dine penge på i 2015? Nu siger du nok bolig, mad, tøj og rejser. Det svarer de fleste. Måske hører du til de få, der rent faktisk VED, hvad du har brugt dine penge på ned til kroner og ører. Men de færreste af os har den fjerneste anelse. Vi gisner, sjusser og tror. Når det kommer til god økonomistyring er det ikke nok at tro. Vi skal vide.

Vi skriver januar 2016. Et spritnyt år er lige begyndt. Jeg har tænkt mig at tage hul på året ved at gøre, som man gør i alle virksomheder: Kigge tilbage og lave regnskab og kigge frem og lægge budget. Det er med andre ord tid til det store kasseeftersyn.

OPRET ABONNEMENT PÅ B PLUS og læs meget mere om hvordan du får overblik over din økonomi, så 2016 bliver et overskueligt år med overskud på kontoen og dermed en hel del mere livsglæde. Vi hjælper dig til, at gøre det let og lige til.

Det får du:

  • Artikel: Det sore kasseeftersyn
  • Råd: Christinas ugentlige tip
  • Fakta om privatøkonomi
  • GUIDE: Få styr på din økonomi

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra B PLUS her. 


Få fuldt overblik over din økonomi i 2016.

Ved du, hvad du har brugt alle dine penge på i 2015? Nu siger du nok bolig, mad, tøj og rejser. Det svarer de fleste. Måske hører du til de få, der rent faktisk VED, hvad du har brugt dine penge på ned til kroner og ører. Men de færreste af os har den fjerneste anelse. Vi gisner, sjusser og tror. Når det kommer til god økonomistyring er det ikke nok at tro. Vi skal vide.

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

For mig handler mit fokus på økonomi og forbrug om én enkelt ting: At bruge mine penge der, hvor de giver mig den største værdi. For mig er det at have råd til at bo i en villa i Søborg og have et sommerhus nordpå. Da min kæreste og jeg desværre ikke er arvinger til hverken godser eller Mærsk, lever vi af forholdsvis almindelige lønninger.

Derfor kan det kun lade sig gøre, hvis jeg - vi - er 100 pct. bevidste om, hvor mange penge vi har, og hvad vi bruger dem til.

Vi skriver januar 2016. Et spritnyt år er lige begyndt. Jeg har tænkt mig at tage hul på året ved at gøre, som man gør i alle virksomheder: Kigge tilbage og lave regnskab og kigge frem og lægge budget. Det er med andre ord tid til det store kasseeftersyn på Holmevej i Søborg.

Hurra for netbank

Der var engang, hvor husmoderen gemte alle bonner, og sidst på måneden gjorde hun regnskabet op. Det er sådan set en udmærket metode til overblik, men i disse digitaliserede tider sværger jeg til netbank, budget-apps og online-værktøjet spiir.dk. Så jeg logger på netbank, finder min kontooversigt frem og vælger 12 måneders oversigten. Efter lidt snurren kommer alle mine poster fra 2015 frem. Pyha, der er en milliard.

Foto: Scanpix / Iris.

Lige fra de store huslejebetalinger, forsikringer over småbeløb på 10-20 kr. fra kiosken. Næste skridt er at eksportere alle tallene til et excelark. Excelarket indeholder to kolonner: en med saldoen og en med udgift/indtægt. Nu er det bare at lave en masse nye overskrifter og flytte posteringerne ud under rette overskrift. Et lille udpluk af mine overskrifter lyder: Mad, restauranter, hus, bil, forsikringer, gaver, tøj & sko, rejser, forlystelser osv.

Lad mig være ærlig, det er IKKE lystbetonet arbejde at gøre regnskabet op! Snarere føles det lidt ligesom at stå over for en 10 km løbetur i regn og kulde. Men jeg ved, at når det er gjort, giver det verdens bedste overblik, og jeg kan herefter tage bevidste beslutninger om budgettet for 2016. For eksempel er jeg virkelig spændt på at finde ud af, hvor mange penge vi har brugt på mad.

Tunge timer senere…..

Nogle banker tilbyder en app, der sorterer og ordner poster under overskrifter. Ikke min, desværre. Så jeg flytter poster, ordner og laver hele tiden flere overskrifter. F.eks. ’iTunes’, ’andet’ og ’ukendt’.

Timerne snegler sig af sted, listen med tal synes uendelig, jeg overvejer en lur, laver i stedet mere kaffe og finder til min store glæde en glemt pakke gajoler og tre stykker chokolade i min taske. Fire timer senere er jeg færdig, whuhuuu. Jeg klapper mig selv på skulderen. Her står min og Mads’ økonomiske gøren og laden sort på hvidt.

Og lad mig så se – hvor meget har vi brugt på mad i 2015? 1.015 kr. om ugen for to voksne og tre børn på deltid. Det er jeg meget tilfreds med – for det er præcis, hvad vi budgetterede med: 1000 kr. om ugen. Ellers er den store fælles post ejendomsskatter og lån i huset. Men hvad, der virkelig kommer bag på mig er, at min søn og jeg har brugt over 200 kr. om måneden på apps, musik etc. i iTunes. For pokker da! Jeg vidste godt, at vi købte mange apps, men så mange?

Vores oplevelse og tallene er ikke altid identiske, men tallene lyver ikke. Og ærgerlige 1.700 kr. i parkeringsbøder. Med apps er det 4.300 kr., som jeg til næste år langt hellere vil bruge på rejser eller restauranter.

Kasseeftersynet giver et fuldt, hudløst ærligt billede. Spørgsmålet er så: Kan du lide billedet? Og dernæst: Hvor vil du gerne være økonomisk om 10 år? Er du blevet gældfri? Har du været med hele familien på en måneds togt i det Karibiske øhav? Eller har du købt et sommerhus ved Blåvand?

Hvordan styrer du de penge, du har i 2016?

Der er mange måder at styre sine penge og sit forbrug på. Dankortet er tavst som graven, vi får ingen feedback, når vi betaler med det. Derfor har jeg downloadet en app, der hedder ’Budget’.

En anden løsning er at sløjfe dankortet og indføre et kontant kuvertsystem til at styre vores rådighedsbeløb. Det er de penge, vi hver måned skal købe mad, tøj og gaver for. Lad os nu sige, at dit månedlige rådighedsbeløb er på 10.000 kroner. De 10.000 kr. hæver du.

Til mad skal du have fire kuverter; en for hver uge. På den skriver du f.eks. 1.200 kr. og lægger 1.200 kr. ned i alle de fire kuverter. Så laver du en ‘andet’ kuvert for de fire uger, som du måske lægger 4.000 kr. i. Ud af dine/jeres 10.000 kr. har du nu brugt 6.800 kr. og sidder tilbage med 3.200 kr. Dem lægger du i en kuvert, som du skriver ‘opsparing’ eller drøm på.

Gæld er no go!

Uanset om du vælger det ene eller andet system, er systemet den ramme, du styrer indenfor. Min kæreste og jeg har regnet ud, hvad vi har af faste fællesudgifter på et år, divideret det med 12 og lavet en budgetkonto, som vi hver måned sætter et ens beløb ind på. Jeg stifter ALDRIG gæld. Udover til vores hus og en mindre gæld i sommerhuset. Hvis vi gerne vil til Thailand hele familien, ja så må vi spare op og vente til vi har råd. Sådan er jeg opdraget.

Min økonomistyring betyder, at jeg har skabt råd til at drive et sommerhus. Rejst en forlænget weekend til London med min søn her i efteråret, og til foråret tager jeg fire dage til Frankrig med veninderne. Omkostningen for at få de dejlige oplevelser er så for eksempel, at jeg går i den samme vinterjakke som sidste år og sidste år og sidste år.

Sådan er det med kasseeftersyn: Der gives og tages. Alting er en balance – og med tiden vil du opleve, at det hele går op – til alt det bedste for dig og det, du ønsker dig i fremtiden.

  • CHRISTINAS TIP: Hold et økonomisk topmøde hver måned med dig selv eller din partner

GUIDE: Få styr på din økonomi

  • Er der balance mellem dine indtægter og udgifter? Hvor ser du dig selv økonomisk om 10 år? Har du en drøm i dag, som du gerne vil have råd til i morgen? Det begynder med fuldstændig overblik over din økonomi. begynd allerede i dag.
  • Det første du gør er, at lave regnskab for sidste år. Når du har overblikket over din gøren og laden sidste år kan du lægge et realistisk budget.
  • Hold et økonomisk topmøde hver måned med dig selv eller din partner. Her kigger I på måneden, der er gået på netbank. Brugte I f.eks. penge sidst på måneden, som i potentielt kunne have sparet op i stedet? På samme møde planlægger I, hvordan næste måned skal se ud.
  • Hvis du elsker app’s, kan jeg anbefale app’en ‘Budget’. Den gør det nemt og overskueligt at styre dit budget. Den indeholder også en masse små sparetips og enkle forklaringer af økonomiske termer.
  • Der findes også den app, som hedder ‘Weekly’ fra Jyske Bank – den giver ugeoverblik og bøvser, hvis du bruger for meget.
  • Prøv online-værktøjet Spiir.dk. Spiir.dk er en uvildig og gratis online-tjeneste, der giver dig et detaljeret overblik over, hvordan du bruger dine penge – og samtidig kan hjælpe dig med et budget.