Det etiske dilemma

De danske virksomheder kommunikerer om deres arbejde med miljø, medarbejdere og bæredygtig produktion. Men i sidste ende handler social ansvarlighed om penge set fra virksomhedernes synspunkt.

Det er et simpelt regnestykke for bonden i Indien, Sydamerika eller Asien. Hvis hans familie skal overleve, bliver familiens to børn nødt til at arbejde i marken sammen de voksne hænder.

Men for den danske virksomhed, som køber bondens høst til videre forarbejdning, er regnestykket langt fra simpelt. Med potentielle investorer, eksisterende aktionærer, medier og interesseorganisationer i en opmærksom rundkreds omkring sig, er der ikke råd til belastende sager om brug af børnearbejde.

Scenariet afspejler det etiske dilemma, som mange danske virksomheder allerede står i og som andre på længere sigt kan ende i. For hvem hjælper egentlig hvem derude i den globaliserede verden, hvor etik og kulturforskelle møder hinanden i imagebelastende sammenstød? Ja, svaret på det spørgsmål er langt fra simpelt. Og simpelt bliver det heller aldrig, hvilket er det største problem for de danske virksomheder.

For det luftige begreb Corporate Social Responsibility eller CSR er en langvarig proces, hvor man som global virksomhed ikke kan helgardere sig imod faldgruberne i den etiske navigation. Og når man prøver at forene etik med penge, kan man med lethed ende i et kommunikationsmæssigt minefelt.

Som regel er det først, når fælden klapper i, at virksomhederne for alvor ser potentialet i at opføre sig etisk ansvarligt. Det gælder eksempelvis Cheminova, der sidste sommer var igennem en mediestorm vedrørende deres produktion i Indien. Først derefter begyndte kemi-virksomheden at udsende løbende rapporter om deres CSR-arbejde.

Passer i tiden
Det har da heller aldrig været erhvervslivets barmhjertige agenda at redde verden fra uretfærdigheder og manglende bæredygtighed. I første instans handler det om en fornuftig økonomisk bundlinie. Igennem de senere år er leverandører, medier og interesseorganisationer begyndt at stille spørgsmålstegn ved blandet andet produktions- og miljøforhold i takt med at et større antal danske virksomheder rykker dele af produktionen til områder i Asien og Sydamerika.

Det har fået erhvervslederne til at vågne op og se det økonomiske incitament i CSR. Hvis leverandørerne og interesseorganisationer er glade, bliver de potentielle investorer også glade. Vigtigst af alt bliver de potentielle jobansøgere også glade.

For hvem har i dag lyst til at arbejde for en virksomhed, der bruger løs af regnskoven, ødelægger underskønne naturreservater, udnytter børnehænder, bruger korruption og underbetaler blinde astma-ramte kvinder? Ingen velsagtens.

Derfor er CSR begyndt at rykke op i direktørrækkerne, hvor det er ved at indfinde sig på sin plads under strategi-snakken ved mødebordet. Målet i dag er at indarbejde CSR på strategisk niveau i stedet for at påklistre det som et nødvendigt onde. Og set med erhvervsledernes øjne er det allerbedste ved CSR, at det passer som hånd i hanke med branding-bølgen. Værdier og image er blevet et konkurrenceparameter på højde med pris og kvalitet.

Tidligere har virksomhederne kommunikeret om deres CSR-strategi med spredte hagl til omverdenen, hvor de i dag ved, at det primært handler om investorer og medarbejdere. Ifølge lektor Anne Ellerup Nielsen fra Handelshøjskolen i Århus har CSR om fem år rent brandingmæssigt tabt sin værdi, fordi det bliver en selvfølge. Offentlighedens og investorernes krav til dokumentation vil blive meget større, hvor man i højere grad vil se særskilte miljø-redegørelser eller CSR-rapporter offentliggjort sammen med årsregnskabet.

Balancegangen for virksomhederne bliver derfor i fremtiden at kunne fremlægge dokumentation, for med store løfter om miljøskånende produktion, gode arbejdsforhold og intet børnearbejde, kommer fælden til at klappe dobbelt så hårdt i, hvis den etiske navigation fejler. Og det bliver regnestykket ikke mindre simpelt af.