Det er tilladt at være stolt

Det ville være befriende, hvis ledere og chefer engang imellem begravede Janteloven og turde stille sig op og tage en berettiget del af æren for virksomhedens succes.

Dagens klummeskriver vil glæde sig over, hvis ledere engang imellem turde skrotte Janteloven og rent faktisk stillede sig op og sagde: »Jeg har også selv gjort det godt – jeg har en væsentlig del af æren.«
Læs mere
Fold sammen

»Jeg har virkelig gjort det godt og er meget stolt af både min egen og medarbejdernes indsats. Jeg har stået i spidsen for det målrettede arbejde med at sikre, at virksomhedens strategi er blevet gennemført til punkt og prikke, og jeg har en stor del af æren for det millionoverskud, som vores årsregnskab viser.«

Prøv engang at forestille dig et interview med en topchef fra en virksomhed, som bliver citeret for ovenstående.

Jeg tror ikke, der ville gå mange sekunder, før medierne – især de sociale – ville svømme over med rå sarkasme og hånlig påmindelse om punkt nummer ét i Janteloven: »Du skal ikke tro, du er noget!« Og topchefen ville givetvis blive beskyldt for alt fra praleri til selvfedme.

Jeg siger ikke, at ovenstående er opskriften på lederens perfekte forklaring på en opnået succes. Men jeg har ofte funderet over den beskedenhed, som ledere og chefer udviser, når de bliver bedt om at forklare baggrunden for virksomhedens gode performance. Evigt og altid er det alene de dygtige medarbejderes fortjeneste!

Selvsamme beskedenhed og ihærdighed med straks at give alle andre end sig selv æren for nogle gode opnåede resultater ser man i øvrigt også igen og igen i sportens verden. Jeg husker talrige interviews med trænere for fodbold- og håndboldhold, som oven på store sejre eller mesterskaber har skyndt sig at slå fast, at triumfen udelukkende bør tilskrives de dygtige spillere.

I bund og grund er det selvfølgelig vældig sympatisk, når en erhvervsleder eller en fodboldtræner holder fast i at give sine hårdtarbejdende medarbejdere og spillere credit for succes. Men hvor kunne det dog være dejligt, hvis lederne også engang imellem turde skrotte Janteloven og rent faktisk stillede sig op og sagde:

»Jeg har også selv gjort det godt – jeg har en væsentlig del af æren.«

Det betyder ikke, at man skal svømme over i selvfedme og selvforherligelse, og det betyder heller ikke, at medarbejdere ikke skal have al den ros og al den anerkendelse, som de fortjener.

Men det handler om som leder at have modet til at sige højt, at god ledelse baner vejen til succes.

Hvis virksomheden ikke har en nøje tilrettelagt strategi at styre efter, og hvis der ikke er ledelseslag, som sørger for at forfølge målene og motivere medarbejderne, går kontoen hurtigt i minus – på samme måde, som når et fodboldhold, der ikke har en manager eller en træner til at lægge strategien, sætte holdet og foretage de nødvendige ind- og udskiftninger, aldrig vinder Champions League.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det vil være et rigtig godt og troværdigt signal at sende til medarbejderne, hvis lederen stiller sig op på ølkassen – eller foran et snurrende tv-kamera – og med stolthed fortæller om både sin egen og medarbejdernes andel i en opnået succes. Og jeg tror såmænd egentlig også, at signalet kun vil blive positivt opfattet af de fleste kunder, investorer og samarbejdspartnere.

I min optik er det helt legalt at være stolt, og det er helt legalt at sætte ord på, hvem der retteligt bør have æren, når det går godt.

I den forbindelse er det jo værd at hæfte sig ved, at ingen holder sig tilbage for at give lederen – eller i sportens verden træneren – skylden og hovedansvaret, når de gode resultater udebliver. Tænk på alle de chefer, der gennem årene er blevet præsenteret for en fyreseddel, fordi virksomheden klarede sig dårligt og ikke levede op til de opstillede mål. Skal selvsamme chefer ikke have lov til at være stolte og prale lidt, når de står i spidsen for en succes?