Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I sidste uges dilemma på business.dk var revisionschefen Lasse til en jobsamtale. Her var han i tvivl om, hvorvidt han skulle fortælle den pågældende virksomhed, at han for nylig var sygemeldt fra sit gamle job på grund af stress. Han er bange for, at de dømmer ham på det.
»Det er desværre sådan, at mange man møder i rekrutteringsfasen ikke ser stress som en erfaring, de vil vælge til. Det betyder, at der kan være noget om snakken, når Lasse frygter, at virksomheden vil ”dømme” ham,« siger ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt.
Derfor vil han også i udgangspunktet anbefale løsning nummer tre, hvor Lasse ikke nævner noget om sin stresssygemelding.
»Lasse har under sin sygemelding besluttet sig for, at han ikke har en fremtid i sit job, og han siger derfor op kort efter, at han er vendt tilbage. Det kan i nogles ører lyde som om, at han er på flugt fra noget. Det er vigtigt, at Lasse bliver helt afklaret om, hvad der forårsagede stressen. Ellers risikerer han, at nissen flytter med,« siger Michael Uhrenholt.
Han opfordrer til, at Lasse får arbejdet med sine værdier - eventuelt i samarbejde med en professionel.
»Hvis Lasse allerede har arbejdet med sig selv og er meget afklaret om baggrunden for sin sygemelding, og han samtidig føler, at der er en god kemi mellem ham og den person, der interviewer ham til jobsamtalen, kan han godt åbne op og fortælle om sin sygemelding,« mener Michael Uhrenholt, der dog stadig i udgangspunktet hælder til, at man ikke siger noget.
»Selvom flere tusinde rammes af stress, er det stadig et tabu. Det betyder desværre også, at dem der så rent faktisk er ærlige omkring det, risikerer at blive dømt ude,« siger Michael Uhrenholt.