Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Porcelænshaven på Frederiksberg dannende rammen, da 100 unge talenter torsdag strålede om kap med solen på årets første sommerdag ved præsentationen af Berlingskes traditionsfulde Talent100-magasin.
»I dag handler om at fejre jer. I har bevist, at nogle ser et lys i jer,« siger Peter Suppli Benson, erhvervsredaktør på Berlingske Business og dagens ordstyrer, da han byder velkommen.
Det er 15. gang, at Berlingske Business udpeger Talent100, hvilket for længst er blevet en institution. Talenterne bliver tilbudt plads i et særligt betalingsnetværk, opnår synlighed og for mange er det også karrierefremmende at blive udvalgt.
Blandt deltagerne er blandt andre Anders Colding Friis, administrerende direktør i Pandora samt Christina Krzyrosiak Hansen, Danmarks yngste borgmester med adresse på Holbæk Rådhus, der er på forsiden af dette års Talent100-magasin.
De hundrede talenter der er samlet til konferencen i CBS’ Ovnhallen på Frederiksberg kommer fra vidt forskellige brancher. Her er både advokater, økonomer og en bilmekaniker i Formel 1.
Et af de udvalgte talenter er Caroline Kirk, som netop er ankommet fra sit job i Moderniseringsstyrelsen, hvor hun er direktionssekretær og teamleder.
»Nogle har fået øje på, at jeg har skabt resultater og har noget at byde på. Jeg har en blækspruttefunktion, hvor det er vigtigt, at jeg er venlig og imødekommende, men også at jeg bruger mit analytiske blik og kan se, hvornår folk har brug for hjælp,« siger Caroline Kirk.
Hun glæder sig til at være en del af det særlige talentnetværk.
»Det kan hurtigt blive lidt indspist, når man sidder i centraladministrationen, så det er spændende at komme ud at tale med nogle fra den private sektor og udveksle erfaringer og få inspiration,« siger hun.
Hun står ved et af de høje borde i den lyse ovnhal, som de mange talenter summer rundt omkring. De fleste bærer det nye Talent100+1-magasin i favnen, mens der bliver sagt »hej« og »tillykke« på kryds og tværs.
En af hendes nye talent-kolleger hedder Christian Fredslund-Andersen og er salgs-manager hos Microsoft. Her er han hurtigt steget i graderne, og det har hans leder hyldet ved at indstille den 30-årige CBS-uddannede som et talent.
»Det er en stor cadeau for det arbejde, jeg har lavet, som vil styrke mit brand, og så er det et fedt pejlemærke for forventningerne til fremtiden,« siger han.
Ligesom Caroline Kirk synes han også, at noget af det interessante ved talentnetværket er muligheden for at mødes med talenter fra helt andre brancher.
Mange af talenterne udspringer fra stillinger, der har at gøre med IT, digitalisering og globalisering, og det er virksomhederne selv, der har indstillet talenterne. I år er flere end 400 kandidater blevet indstillet, hvilket er det højeste antal nogensinde, siden Berlingske Business Magasin for første gang i 2004 udpegede 100 talenter.
Konkurrencen er blevet hårdere, og det bliver den også ved med at være efter talentudpegningen.
»Det kan godt være, at nogle synes, I er dygtige, men det er først nu, det begynder. Det er nu, I skal bevise jer selv,« siger Peter Suppli.