»Det er faktisk mine børn, som har gjort det største indtryk på mig«

Den finansielle uro, den nye rolle som koncernchef i Nordea og familiens flytning til Stockholm har præget 2007 for Nordeas topchef Christian Clausen, der som den første tager ErhvervslederStafetten.

Foto: Sigrid Nygaard
Når du ser tilbage på 2007, hvilken erhvervsbegivenhed springer dig så mest i øjnene?

»Det gør uroen på de finansielle markeder, som vi har set siden i sommer med udspring i de såkaldte subprime lån på det amerikanske boligmarked. Den viser, at det uforudsete altid kommer ... ja, helt uforudset. Desuden understreger den nok en gang, at et godt omdømme og tillid fra kunderne er helt altafgørende for de finansielle virksomheder.«

Hvorfor netop denne?

»Fordi konsekvenserne i form af effekten på markedsudviklingen er så tydelige. At et i udgangspunktet relativt isoleret amerikansk problem påvirker resten af verden, fordi globaliseringen for længst er en realitet på de finansielle markeder. Det har også været en reminder (påmindelse, red.) om, at prisen på risiko må og skal afspejle den reelle underliggende risiko.«

Hvad har været det sværeste ved at være chef for Nordea i 2007?

»Det er, at vi har fastlagt nogle meget ambitiøse mål for et endnu bedre Nordea, og at vi på samme tid har introduceret et nyt sæt af værdier og en ny model for, hvordan vi organiserer vores måde at arbejde på i banken. Når du begynder som ny koncernchef, som jeg formelt gjorde i april, og samtidig introducerer så mange forandringer, så har det naturligvis været en vanskelig opgave at fokusere og prioritere på en måde, så jeg har kunnet møde de mere end 10.000 medarbejdere, op mod 1.000 kunder og utallige journalister, investorer og analytikere, som jeg har skullet kommunikere med om de nye mål.«

Og hvad har været det bedste?

»Det har været det store engagement, som jeg har mødt fra kunder, medarbejdere, aktionærer og pressen. Det har været helt overvældende. Det budskab, at vi har øget ambitionerne markant, og at vi vil skabe et endnu bedre Nordea, har alle taget positivt imod. Når du som leder siger: »Jeg synes, vi skal gøre dette«, så er det jo helt fantastisk, når folk omkring dig reagerer ved at sige: »Yes, det vil vi utrolig gerne!«. Så jeg har mærket en vilje til forandring i organisationen, men også stor ydmyghed over for opgaven.«

Hvad var din største ikke-arbejdsrelaterede oplevelse i 2007?

»Det har været at flytte hele familien til Stockholm i sommer. Det har på godt og ondt været en større omvæltning, end jeg umiddelbart troede. Det har også bekræftet for mig, at det er forandringer, der bringer os videre og som udvikler og modner os. Heldigvis er det gået godt.«

Professionelle kinesere
Hvem har gjort størst indtryk på dig i året, der er gået?

»På det professionelle område er det svært at pege på en enkelt person eller på en enkelt begivenhed. Men hvis jeg alligevel skal fremhæve en, så er det måske det at møde den kinesiske præsident Hu og nogle af hans ministre. Dem mødte jeg, da de var i Stockholm i forbindelse med en Europa-rejse tidligere på året. Det var virkelig CEOen og senior management fra »Corporate China«, jeg mødte! Det gjorde et stort indtryk at opleve, hvor professionelle, indsigtsfulde og markedsorienterede, de var. Efter det møde er jeg knap så overrasket over, at Kinas økonomi buldrer afsted, som den gør.

På privatfronten er det lidt enklere, for her er det faktisk mine børn, som har gjort det største indtryk på mig. De har klaret omplantningen til et nyt land på en helt fantastisk måde. For som teenagere på 18 og 16 år er det jo ikke den letteste ting i verden at blive rykket op med rode. Men de har simpelthen taget det i stiv arm, og de er begge faldet utrolig godt til. De går i gymnasiet og har allerede fået venner og en hverdag, så det er gået bedre, end man turde håbe.«



Hvor meget holder du fri i juledagene?

»Hele familien tager ni dage til Caribien, og så står der familiesamvær og vandsport på dagsordenen. Selvfølgelig er mobiltelefonen tændt, så jeg kan være til rådighed, hvis der sker noget. Men vi har en stærk organisation og ledergruppe, der kan klare det meste, så jeg regner ikke med at få mere end et par enkelte henvendelser.«



Hvad bliver din første arbejdsopgave i 2008?

»Det bliver at gå rundt og ønske godt nytår til mine kolleger og sikre mig, at de har fået genopladet batterierne, inden vi får alvor tager fat på det nye år.«

Og den største?

»Det bliver at fortsætte med at udvikle Nordea, ikke mindst at øge vores kundetilfredshed og sikre væksten i indtjeningen. Efter det bliver det at navigere i en situation, hvor uroen på de finansielle markeder er med til at øge den makroøkonomiske usikkerhed, og det kan alt andet lige betyde, at væksten kan komme ned i et lidt lavere gear.«

Hvis du kunne stille en anden dansk erhvervsleder et enkelt spørgsmål, hvem og hvad ville det så være?

»Jeg vil gerne spørge Tom Knutzen fra Danisco om hans syn på konkurrencen og på prisudvikling på råvaresiden i 2008.«

Hvorfor?

»Fordi uroen på de finansielle markeder i første omgang ikke ser ud til at have så stor realøkonomisk påvirkning som måske først antaget, men at vi derimod ser en begyndende løninflation flere steder. Og så kunne det være interessant at få belyst prisudviklingen på råvaresiden set med industriens optik, for stigende råvarepriser har traditionelt også indflydelse på inflationen. Så spørgsmålet er, om der er noget på vej. Det tror jeg, Tom har et meget godt indblik i.«