Design-Dario

Fiat Bravo er et glimrende eksempel på, at italienerne kan noget med design-blyanten. Pris og motor er stærke kort, men der er smuttere, og tør vi stole på den?

Foto: Martin Dam Kristensen
Hvor de øvrige biler er konforme, kønsløse eller for svulmende, har den italienske designer Giugaro tegnet en formskøn og dynamisk Fiat Bravo, der tilfører den snusfornuftige bilklasse en pæn portion dynamik og begejstring.

Samtlige testholdets deltagere er enige om, at Bravo er en lækkerbisken for øjet, at motoren er en fornøjelse, og prisen meget konkurrencedygtig.

Hvis vi tager designet først: Det er desværre mest på overfladen, at begejstringen kommer til udtryk. Inde i kabinen virker den overpyntet. Betjeningen er ikke ubetinget logisk, fartpiloten kan ikke sættes på pause og derefter med et tryk finde tilbage til den valgte hastighed, speedometeret er direkte vanskeligt at aflæse - med optimal indstilling af rattet er tallene fra 50 til 120 gemt bag rattet, i mørke er tallene næsten væk - og de blinde vinkler er så massive, at det burde være ulovligt; de må koste indtil flere romerske knallertkørere førligheden.

Forsæderne er for korte og flade, de yderste centimeter af låret svæver i luften, og pladsen på bagsædet er feltets ringeste. Tidligere var Fiat mestre i at udhule biler, i den nye Bravo har de ganske tabt skeen.

Endnu en latinsk svipser: Bagagerummet er tæt på at være testens største, men også læssekanten er stor, hvilket gør det til en fysisk prøvelse at svinge en fyldt ølkasse over.

Heller ikke finishen begejstrer. Spørgsmålet er, om vi tør stole på Fiat denne gang, især når klimaanlægget lever sit eget liv, og der i en anden Bravo, som vi havde til test, var byttet om på kontakterne til sædevarmen? Det dufter i hvert fald af Fiat, som vor mama lavede dem engang.

Køreegenskaberne er heller ikke overbevisende. Fiasko-forgænger Stilo var alt for blød og krængende, Bravo’en er strammet så meget op, at den danser nervøst hen over asfalten; undervognen er aldrig i ro og reagerer på den mindste ujævnhed, hvilket gør langturskørsel til en prøvelse.

Til gengæld har testbilen en perle af en motor. I sin natur meget lig VW Golf - 1,4 liter tilsat en lavtryksturbo giver i Fiats tilfælde 120 altid veloplagte heste, som kvitterer med en herlig snerren ved høje omdrejninger. Design og motor i kombination med prisen på 213.000 kroner for en veludstyret ”mini-Alfa” er direkte konkurrence-stærkt, selv sammenlignet med Hyundai og Kia.

Spørgsmålet er, om det er nok til at overbevise køberne. Et enigt testhold tør ikke tildele Bravo’en flere end tre af seks mulige stjerner. Trods sin charme overbeviser den ikke.