Den jyske enzymkonge

Peder Holk Nielsen er ny topchef i Novozymes. Han beskrives som et meget krævende menneske med en stor arbejdskapacitet.

Ny topchef hos Novozymes, Peder Holk Nielsen, blev mandag 21. januar 2013 præsenteret. Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE

Hvis man kun kendte starten og den foreløbige slutning på 56-årige Peder Holk Nielsens historie, så ville det nok være svært at se den lige line og dybere mening. Historien starter nemlig på en gård i Jylland, hvor han knoklede og lærte at tage fat, og den slutter i hvert fald foreløbig på toppen af en dansk milliardvirksomhed, der gør sig gældende i en global skala og som beskæftiger over 5.000 mennesker.

Men graver man bare en smule dybere, vil man se, at det i høj grad lå i kortene, og at der ikke er meget, som har forandret sig:

Efter at have fået godkendt sin ph.d.-afhandling i 1984 blev han ansat i Novo Industris enzymdivision, og siden har han bevæget sig stille og roligt frem i virksomhedens geledder, førend han i går kunne tage sidste skridt op på toppen. Som det gjorde sig gældende, da han var ung gårdmandsknægt, knokler han ifølge sine kollegaer stadig, til solen bliver sort. Det eneste, der er anderledes, er sådan set, at han ikke længere arbejder side om side med sin familie men det vil han nok bestride: For præcis som Steen Riisgaard, den afgående topchef, taler han om kollegerne, som var det hans egen familie, og om virksomheden med en faders stolthed.

»Han er en mand, der stiller meget høje krav til sig selv. Han skyder ikke genveje, og det vil også sige, at han kræver meget af sine omgivelser. Han er dybt professionel. Men når man kommer lidt tættere på Peder, så er han også en meget sød og opmærksom person, som husker at spørge om de rigtige ting hos de personer, han omgås. Han kerer sig om dem, der omgiver ham,« siger Steen Riisgaard om sin afløser.

Enighed om strategien

Og hvis man havde troet, at den set udefra så sammentømrede og nærmest familiære virksomhed ville blive kastet ud i intriger og magtkampe, når den mangeårige topchefs post skulle besættes af en ny, så måtte man tro om igen. For selv om bestyrelsesformand Henrik Gürtler med egne ord havde troet, at det »hele skulle ende i kaos med spekulationer om hvem, der skulle fortsætte i ledelsen,« så kunne han i går meddele, at den samlede direktion har valgt at fortsætte og er blevet enige om den fremtidige strategi.

»Det viser, hvor gode kolleger de er i direktionen,« siger bestyrelsesformanden om det rolige tronskifte.

Men før man fortaber sig i fortællinger om fryd og gammen, er det værd at huske, at Novozymes og Peder Holk Nielsen imødegår store udfordringer i de kommende år: For det første skal man nå den salgsvækst på ti pct., som man har talt om længe, men som man i går måtte melde ud først forventes at komme i 2015. For det andet skal det blive spændende, om det vil lykkes at skabe en ny kapitalsucces med kommercialiseringen af 2. generations bioethanol - et projekt, som Steen Riisgaard må sande ikke lykkedes i hans regeringstid.

Det store arbejdsgen

I den anledning får Peder Holk Nielsen brug for det store arbejdsgen, han ifølge sig selv tog med sig fra barndomsgården, og som blev udviklet under tiden i livgarden. Skulle han derudover få brug for råd eller sparring fra andre erhvervsfolk, kan han kigge mod VL-gruppe nummer 13, hvor han sidder sammen med blandt andre Fritz Schur, Lars Frederiksen, Lars Kolind, Carsten Krogsgaard Thomsen og Lars-Peter Søbye. Og skulle han efterfølgende have brug for at slappe af, kan han gøre det i privaten i Vedbæk med familien og udsigt over Øresund.