Den hvide dame, kærligheden og luksushotellet

Efter danmarkshistoriens største hotelrenovering åbner det nye Hotel d'Angleterre 1. maj med status af Nordeuropas fornemste hotel. Bestyrelsesformand Else Marie Remmen kalder investeringen i det 258 år gamle hotel for »en gave til København«.

Else Marie Remmen, formand for bestyrelsen af Remmen Fonden, d er ejer D'Angleterre. Det legendariske hotel åbner 1. maj efter en renovering til omkring en halv milliard. Fru Remmen er enke efter henning Remmen, som i sin tid solgte samtlige sine købehavnske hoteller, også D'Angleterre, til islændinge. men han købte D'Angleterre tilbage og blev selv ejer og hoteldirektør. Fold sammen
Læs mere

Den hvide dame er tilbage på Kongens Nytorv. Stilladser, skurvogne og presenninger er pillet ned, og nu står hun der i al sin pragt. Det fine, gamle hotel, der gennem tiderne har huset berømte gæster lige fra Karen Blixen og Bill Clinton til Rolling Stones og Madonna.

Fuldkommen forandret og alligevel. Sjælen er intakt. Det fornemmer man straks, når man træder ind gennem det smukke indgangsparti, der ligesom resten af hotellet har fået en gevaldig overhaling. Men damen ligner sig selv.

Billedserie: Sådan ser det nye d'Angleterre ud efter milliardombygning

Også selv om Kong Arthur nu står i karnappen ud mod Kongens Nytorv. Han er blevet flyttet fra sin vante plads foran Royal Suite på første sal, »så han kan stå her og vogte vores hotel,« som Else Marie Remmen siger, da hun tager imod Business Søndags udsendte.

Detaljen skal være i orden

Som bestyrelsesformand for Remmen Fonden, der ejer Hotel d’Angleterre, har hun ikke alene stået for danmarkshistoriens største hotelrenovering. Inklusiv købsprisen et samlet beløb på op mod en milliard kr. Hun har også haft en finger med i hver eneste detalje. Fra kniv og gaffel til gulve, stole og betræk.

Hvis gulvplankerne på en balkon ikke er lagt tæt nok, bliver de lagt om, for »gæsternes sko skal ikke sidde fast i revnerne«. Hvis en trappe er bygget i en forkert farve marmor, så er det om igen. Og hvis et tapet er leveret med en forkert bagbeklædning, bliver det flået ned og skiftet ud.

»Du tror da ikke, at vi rejser hele verden rundt og finder ting og sager, og så går de ikke efter reglerne?« siger hun og retter på de små lampeskærme, mens vi går ned ad de bløde, tæppebelagte hotelgange.

Se også: Luksushotellet og stjernerne

»Man skal have styr på detaljerne,« konstaterer hun og fortæller, at hotellets 200 oprindelige bronzelampetter har været en tur i Belgien for at blive forsølvet. Den samme tur har de små »osteklokker« (loftsbelysning) i værelsernes entreer fået. Jo, det havde da været billigere at købe nyt ...

Der er ryddet godt og grundigt ud i mahogni og messing. Interiøret har fået mere kant, men moderniseringen er sket i respekt for de mange fine detaljer. Eksempelvis er de oprindelige messingvinduer og døre i Palmehaven bevaret. Dem pønsede arkitekterne ellers på at skifte ud til træ.

»Glem det,« lød beskeden kort og godt fra Fru Remmen, som hun kaldes i daglig tale. Også af de mange hundrede håndværkere, der har haft deres daglige gang i bygningen de seneste to år.

I den nye højloftede reception hænger Andy Warhols berømte portræt af dronning Margrethe og byder en ny tids gæster velkommen. Kunstværket er nr. 2 i serien, og det er indkøbt for få uger siden på en auktion. Når lysekronen er kommet på plads sammen med et spotlys, vil diamantstøvet i Warhols streger for alvor komme til sin ret.

I to år har Remmen Fonden haft en professionel kunstindkøber tilknyttet projektet med henblik på at opkøbe kunst til hotellets udsmykning. Det nye d’Angleterre strutter således ikke kun af ædelt træ, fornemt marmor, og overdådige lysekroner. Overalt ser man også originalsigneret kunst.

Bronzebuste afsløres

Til den officielle åbning på onsdag vil der desuden blive afsløret en stor bronzebuste af Else Marie Remmens mand, Henning Remmen, som døde sidste år.

Parrets syv børnebørn vil stå for afsløringen af busten, fortæller Else Marie Remmen, som blev gift med Henning Remmen på sin 40 års fødselsdag. De havde begge været gift før, og de havde også begge to børn.

»Min mand havde været skilt i ti år, og jeg havde været alene i tre, så vi lavede ingen ballade. Tværtimod var det en stor glæde for alle, også vores børn, da vi fandt sammen,« siger Else Marie Remmen, som er 18 år yngre end sin nu afdøde mand.

Til juni kunne de have fejret sølvbryllup.

»Min mand syntes, det var en god idé, at vi slog brylluppet sammen med min fødselsdag. For som han sagde: »Så skal jeg ikke op med to gaver, og så der er en chance for, at jeg kan huske datoen.« Vi har haft et pragtfuldt liv, rejst over hele verden, og vi var et super makkerpar.«

Hotel d’Angleterre har været i Remmens eje ad to omgange. I 1993 købte Henning Remmen hotellet til en yderst fordelagtig pris af en nødlidende bank. »Banken ville gerne af med det, og ingen var interesseret i hotellet. Kort efter vi havde købt det, fik vi faktisk tilbud på tilbud,« fortæller hun.

I 2007 solgte de d’Angleterre, idet Henning Remmen var blevet ramt af en alvorlig blodprop. »Ingen af lægerne på sygehuset troede, han ville overleve. Jeg tænkte, at vi blev nødt til at sælge hotellet. Min mand sad i kørestol, og så kom der nogle islændinge på besøg. Jeg sagde til dem: »Hvis I vil købe det, skal det være nu, for jeg skal hjem og passe min mand.«

Magien var væk

Men hver gang Else Marie Remmen kom til Danmark fra sin bopæl i Monaco for at besøge sine børn, kunne hun se, hvordan det gik mere og mere ned ad bakke for d’Angleterre. Magien var væk, og det samme var servicen.

»Når jeg kørte forbi, var det, som om hotellet kaldte på mig. Min kærlighed til stedet. Det kunne ikke være meningen, at den skønne dame skulle falde helt sammen. Jeg måtte redde hende.«

Lejligheden bød sig, da det islandske selskab i 2010 gik konkurs. Efter at have solgt dyrt til islændingene, købte Remmen Fonden hotellet tilbage igen til en fornuftig pris. Else Marie Remmen fortæller, at hun kort efter købet modtog et tilbud, der lå 110 millioner kroner over deres egen købspris.

Men d’Angleterre var ikke længere til salg. Nu skulle der i stedet tages kærlig hånd om Københavns skrantende hotelperle.

»Jeg vidste jo godt, at min mand ikke kunne hjælpe, men det gav ham lidt interesse midt i hans sygdom at følge med. Glæden forsvandt dog ret hurtigt, vi fandt ud af, at hotellet stod og svajede. Det var lidt af en mavepuster. Vi måtte helt forfra med arkitekt- og ingeniørtegninger.

Det tog tre måneder alene at regne ud, hvor meget fundering, der skulle ind i hotellet; ned gennem vægge og lofter og undergrund. Det blev til i alt 22.000 tons jern, som er lagt ind i bygningen, og i al den tid kunne ingen håndværkere arbejde der. Der var ingen kære mor, for som eksperterne sagde: »Fru Remmen, det er ikke et spørgsmål, om du vil gøre det eller ej, for vi kan få hotellet lukket i morgen. Der må slet ikke være mennesker her. Tænk, hvis det falder sammen.«

»Det havde jo været skrækkeligt.«Så pludselig stod du med en opgave, der var langt mere omfattende end først antaget?

»Ja. Totalt. Alene funderingen var et halvårsprojekt, og efter det fandt man ud af, at alle vægge i sin tid var malet med bly. Der kom jo mænd i rumdragter for at fjerne det, og i hele den periode kunne håndværkerne heller ikke lave noget. Det er de to ting, som har bevirket, at vi er blevet så voldsomt forsinket,« siger bestyrelsesformanden.

Prisen for renoveringen blev også fordoblet. Ikke at den nogen sinde har været officiel, men man forstår, at et beløb omkring en halv milliard næppe er helt ved siden af.

Intet er da heller sparet i bestræbelserne på at løfte d’Angleterre tilbage til fordums storhed, og samtidig komme en ny tids gæster i møde. Et internationalt klientel, for hvem det eksempelvis er en selvfølge, at børnene kan få deres egen suite med bad og plads til barnepigen. Og omgivelser, hvor man kan holde et forretningsmøde, uden at forstyrre ægtefællen i den tilstødende suite.

Med åbningen af d’ Angleterre får København en trumf i kampen om at tiltrække nogle af verdens mest eksklusive hotelgæster. Hotellet har nu status af Nordeuropas fornemste, og det afspejler sig i indretningen. De oprindelige 123 værelser er reduceret til 90, hvoraf ikke færre end 60 er lavet om til suiter.

Den største og dyreste er fortsat Royal Suite, som med sine 250 kvadratmeter koster 42.000 kroner per nat. Men så følger der også privat butler med. Samt spisestue med personale.

Topmoderne

Samtlige hotellets værelser og suiter er udstyret med rummelige badeværelser, sidste nyt inden for klimaanlæg, avanceret lys, herunder natlys i badeværelserne, så man ikke farer vild. Som det første hotel i Skandinavien tilbyder d’Angleterre »douche toiletter« på samtlige værelser. Det er en moderne udgave af et toilet/bidét.

Else Marie Remmen er ikke meget for at nævne navne på berømte gæster, for i et hotel »må der gerne være lidt hemmeligheder«. Vi får dog lov til at smugkigge i en af stamgæsternes suiter. Det er designeren Malene Birgers værelse. Hun bor på Mallorca, men når hun er i Danmark på forretningsrejse, er d’Angleterre hendes andet hjem. »Home from home«, som Else Marie Remmen kalder det.

Værelse 401 er nu udvidet til dobbelt størrelse og er blevet forsynet med gæstetoilet, opholdsstue og garderobe for to. Dertil en bred balkon hele vejen rundt om hjørnet fra Hovedvagtsgade til Kongens Nytorv.Velkommen hjem! Hvis Malene Birger nøjes med at kigge til venstre, når hun opholder sig ude på balkonen, vil hun næsten kunne undgå at se det gigantiske Metro-byggeri, som er noget af en modsætning til al d’Angleterres herlighed.

Lige nu hersker der væbnet neutralitet mellem Fru Remmen og Københavns Kommune. Fonden har bedt kommunen om at klippe græsset på Krinsen. Lige nu ligger det hen som fedtet hentehår midt i kaosset af kraner og byggerod på Kongens Nytorv. Det forlyder, at græsset som led i et miljøeksperiment skal have lov til at vokse frit indtil 2019.

»Men hvorfor skal det foregå lige midt på Kongens Nytorv,« spørger Else Marie Remmen.

Under alle omstændigheder vil Hotel d’Angleterres gæster skulle leve med den lidet prestigefyldte udsigt frem til slutningen af 2018, hvor Metro-byggeriet ventes færdigt. Gæsterne kan dog trøste sig med, at samtlige vinduer er dobbelt lydisolerede, og at det nye d’Angleterre er forsynet med markiser foran alle vinduer ud mod Kongens Nytorv. Mod gården har alle værelser fået egen balkon.

Inden den officielle åbning 1. maj har man holdt en prøveweekend for ti professionelle hotelgæster. Her blev f.eks. gemt papir bag toilettet for at se, om det nu også blev fjernet. Det blev det. Til gengæld drillede teknikken en del, fortæller Else Marie Remmen:

»Teknik kan heldigvis ordnes. Nu er vi i gang med at kigge gæsternes skemaer igennem, så vi kan få rettet de sidste ting. Vi har også holdt et stort selskab for Apotekerforeningen med 150 gæster i Palmehaven, så køkkenet er også i gang.«

Det mærker man også denne eftermiddag, hvor en temmelig tung duft af hummerbisque hænger overalt. Det er igen teknikken, der driller, siger Fru Remmen, som ikke lader sig gå på af de mindre genvordigheder.

»Efter alt dét, vi har været igennem med hotellet, skal der meget til for at ryste mig. Det er småting,« siger hun og tilføjer, at hotellets gæster naturligvis ikke skal kunne dufte dagens menu. Da vi er tilbage i restauranten efter rundvisningen, er hummerduften da også pist væk. Nu er luften derimod så kølig, at hun spørger personalet, om »den aircon ikke er lige lovlig heftig«.

»Du skulle jo nødig få lungebetændelse,« siger hun hensynsfuldt.

En gave til København

Else Marie Remmen indrømmer blankt, at selve renoveringen af d’Angleterre aldrig kan forrentes.

»Det er en gave til København. Jeg kan kun beskrive det som kærlighed, og så vil jeg også sige, at København har savnet os. En hel del store virksomheder har jo ikke kunnet sende deres gæster på hotel i København, fordi der ikke har været et med den stil, som de gerne vil invitere deres gæst på. Det har København virkelig manglet.

Jeg ved godt, at folk siger, at det er en risiko, at vi laver 60 suiter og 30 værelser. Men for det første var vores suiter altid dem, der blev først solgt. For det andet er der værelser nok i København. Det, der mangler, er luksus. København er blevet så stor en gastroby, at folk kommer hertil alene af den grund.

Hvis de skal betale flere tusinde kroner for at spise gastromad, så vil de også betale godt for at bo. «

Selve hotellet skal naturligvis drives som en forretning, understreger hun.

»Lad mig sige det sådan. Jeg forventer ikke det store overskud de næste tre år, men herefter skulle de røde tal gerne være væk.«

Din mand, Henning Remmen, blev i sin tid meget vred over en DR-dokumentar, som beskyldte ham for skattely. Hvordan har du det selv med den danske jantelov?

»Hvad angår TV-udsendelsen, så var det meget uretfærdigt, for de penge var jo ikke tjent i Danmark. Det var ikke skattely. Vi havde boet i Schweiz i 19 år. Vores formue var i Schweiz, og så havde vi et selskab i Curacao på de hollandske antiller. Men det var helt normalt at oprette et selskab der.

Faktisk gav det min mand et psykisk knæk, for han har altid holdt tingene fuldkommen adskilt, og han var i den grad ordfast. Det er en fantastisk styrke, som han har lært mig, og som jeg prøver at holde fast i, så godt jeg kan. Han var en god læremester.«

Selv frygter hun ikke misundelse i forbindelse med åbningen af d’Angleterre 1. maj.

»Ved du hvad. Jeg tror, vi har gjort det så stort og så anderledes og så smukt, at folk ikke er misundelige. De er ikke misundelige på det her projekt. De har bare ventet på det. Mange mennesker føler jo næsten et ejerskab i forhold til Hotel d’Angleterre, og det er da vidunderligt.«

Alene ombygningen har beskæftiget 250 mand i to år. Hver dag. Dertil kommer underleverandører, der har leveret varerne, hvoraf en del er danske.

»Vi bringer forretning til byen, så hvis folk ikke sætter pris på det, ved jeg snart ikke. Men hvis folk bare går forbi og stikker tommelfingeren opad i stedet for nedad, så synes jeg, at alt er godt. Jeg har ikke oplevet nogen misundelse, men kun hørt folk sige, hvor skønt det bliver, når hotellet står færdigt. Vi har næser overalt på ruderne.«

Omtrent alt personalet er på plads, men endnu mangler d’Angleterre at få en ny direktør. Han er fundet, fortæller Else Marie Remmen, som også her holder tand for tunge.

»Jeg kan sige så meget, at det er en direktør af international kaliber, og han vil blive præsenteret snarest,« siger Else Marie Remmen og understreger, at hun aldrig går solo i vigtige beslutninger.

»Vi har håndplukket ham. Jeg gør aldrig noget alene. Normalt går vi altid to til et møde, for fire ører hører bedre osv. I morgen skal jeg for eksempel møde de dørmænd, vi skal ansætte. Når der er tale om nøglepersoner, deltager jeg altid selv. Men de har måttet antage 110 mennesker, og jeg har ikke været i Danmark i januar, februar og marts, så jeg har været nødt til at overlade ansvaret til andre, og så tro på det bedste.«

Den hvide dame er tilfreds

Hun siger, at hun har »en dejlig fornemmelse« i maven.

»Den hvide dame er tilbage i hotellet. Hvor hun har gemt sig, mens vi har bygget om, kan jeg ikke fortælle dig.«Er du selv stødt på Den Hvide Dame?

»Ja, hun driller os ind imellem. For eksempel da Allan Evensen (hotellets kreative direktør, red) og jeg lavede Victor Borges suite om. Vi havde vendt et skrivebord væk fra vinduet og flyttet det over mod væggen. Næste morgen stod det på sin gamle plads. Døren var låst, og der havde ikke været nogen efter os. Det kan man tjekke på nøglekortet. Hun vil bestemme. Ligesom mig. Jeg tror, hun er fortrøstningsfuld med, at jeg er kommet hjem. Hun har i hvert fald ikke lavet ulykker.

Den hvide dame virker tilfreds.