I novellen Kilimanjaros Sne lod Hemingway sin døende hovedperson ligge og tænkte tilbage på de rige mennesker, han havde kendt i sit liv: De var kedelige, og de drak for meget, eller de spillede for meget backgammon. De var kedelige, og de gentog sig selv.

Novellens hovedperson ”huskede stakkels Julian og hans romantiske ærefrygt for dem, og hvordan han engang havde skrevet en novelle, der begyndte: ’De meget rige er anderledes end dig og mig.’ Og hvordan en eller anden havde sagt til Julian:

’Ja, de har flere penge.’” Så vidt Hemingway.

I dag kan vi slå fast, at de rige i hvert fald ligner os andre derved, at de har tabt en masse penge det seneste års tid. De har bare tabt flere penge end os. Det dobbelte slag af en byggekrise og en finanskrise har ramt hårdt blandt de allermest velhavende i Danmark, og ganske konkret kan man måle det på, at mindstekravet til at blive regnet blandt de 50 rigeste familier er faldet fra 1,6 mia. kr. sidste år til 1,2 mia. kr. i år.

De store formuer på listen er i almindelighed faldet. Og nogle er helt faldet ud. Det mest spektakulære eksempel er Steen Gude, ejeren af den netop konkursramte Stones Invest-koncern; han var ganske vist ikke med på sidste års liste over de 50 rigeste, men med en personlig formue på 1,5 mia. kr. var han en af kandidaterne, en af de milliardærer, der stod på spring til at komme ind på listen.

Også fra selve listen er flere store ejendomsrelaterede formuer forsvundet siden sidste år. Det gælder familien Helmersen med Store Frederikslund Holding, de fynske ejendomsbesiddere i familien Barfoed og Griffin Holdings Carsten Rise, mens andre murstensformuer er skrumpet gevaldigt. Den århusianske ejendomsmatador, Mikael Goldschmidt, havde vi sidste år noteret til at være god for 4,1 mia.kr. I år er det kun blevet til 1,7 mia. Det rækker dog stadig til en plads på listen.

Flygtige formuer: De, der har en formue, røgter den ikke altid vel, for penge, der kommer let, går ofte let.

”Der har været en it-boble og senere en ejendomsboble, og det er jo ikke til at forudsige, hvad der ellers kan komme af bobler. Men lige nu tyder det på, at de, der kommer frem på listen, er dem, der sælger til almindelige mennesker eller har et enestående produkt. Og så er der dem, der har realiseret et livsværk, sådan at deres formue er kommet frem i lyset – dem kender vi jo i sagens natur ikke endnu,” siger journalist Ejlif Thomasen, der som uafhængig konsulent har foretaget formueberegningerne for os i samarbejde med Advizer.

Et eksempel på det sidste – nogle der sælger livsværket – er familien Bohnsen (nummer 26 på listen) og familien Dalhøj Paulsen (nummer 40), der i 2007 solgte containerrederiet Unifeeder til en kapitalfond.

”Efter hvad jeg kan regne mig frem til, er virksomheden solgt for omkring 3,3 milliarder kroner. Men det var sidste år. De må gnide sig i hænderne nu, for det var godt skudt af,” siger Ejlif Thomasen.

Jo, det var sidste år, men der var stadig nogle, der kunne få pæne priser i år, og mon ikke vi på næste års liste vil se sælgerne af Svendborg Brakes.

Virksomheden, der fremstiller bremser til vindmøller, blev i sommer solgt til en kapitalfond for 3,4 mia. kr. eller omkring 40 gange resultatet.

Troen på udødelighed
”Man bliver jo overrasket,” fortæller Thomas Borg Dideriksen, som er direktør for Merchant Bank Privat, Danske Banks særlige afdeling for rigtig rige mennesker.

Det sker, at han får nye kunder, som han ikke havde ventet at se.

”Det er folk, der har været kunder i mange år, typisk i bankens erhvervsafdeling. De står pludselig i en situation, hvor børnene ikke har lyst eller evner til at overtage, og det fører til et salg, så der opstår en betragtelig formue. Det er mange gange navne, som man egentlig ikke har hørt om eller forbundet med en stor fomue. Som bankmand vil jeg nok kunne nikke genkendende til mange af navnene, men for den almindelige dansker er de ikke kendte. Det er ikke de her it-millionærer eller boligspekulanter. Det er mennesker, der har levet et stille og roligt og fornuftigt liv, mens de har bygget en virksomhed op gennem én, to eller tre generationer.

Det er dem, der har været længst på jeres liste, og tro mig, de vil også være der om fem eller ti år. Så vil der være 10 eller 20 procent, der kommer ind på listen, fordi der lige pludseligt er opstået nogle muligheder, og af dem vil 50-60-70 procent stille og roligt forsvinde igen.”

For hurtigt tjente penge er ofte hurtigt tabte penge, advarer Thomas Borg Dideriksen, der er et af de mennesker herhjemme, der kender de allerrigestes pengevaner bedst.

”Vi har de allermest formuende familier som kunder. Som udgangspunkt har vi ikke kunder, der ikke har mindst 50 mio., som vi kan få at administrere,” fortæller han. ”Langt størstedelen af dem, der har solgt en virksomhed, har slet ikke nogen ambitioner om at få et voldsomt afkast. Det ligger slet ikke til deres natur efter at have opbygget en virksomhed i et langt, sejt træk.”

”Men hvis – og nu tager vi et fuldstændig tænkt eksempel – du kommer som tømrer og finder ud af, at man kan sætte ejendomme i stand og sælge dem, og man køber to ejendomme, som stiger voldsomt, før man sælger dem, og de to ejendomme bliver måske til fire, og så videre. Den formue kommer meget hurtigt i et boligmarked, som stiger 15-25 procent om året. Jeg tror, historien vil vise, at de penge også forsvinder hurtigt igen.”

”Det er mennesker, som er vant til at tage store risici, så når de får formuen i hænderne, vil de også agere aggressivt, for de er præget af en entreprenørånd. Når der kommer en opbremsning, vil de også få nogle hug nedad trappen igen.” Anderledes med dem, hvis formue er kommet gennem mange års hårdt arbejde i familievirksomheden. De bruger også formuen anderledes.

”Som udgangspunkt kan du sige, at de mennesker, der har været lang tid om at tjene deres penge, de lever fortsat forholdsvis beskedent, men tager sig måske nogle ekstra friheder og glæder. De skal ikke lige pludselig have en kæmpe strandvejsvilla og boliger i udlandet, men finder måske lige en ekstra interesse for jagt eller en god bil. Og så investerer de deres fomue konservativt, så den kan gå videre til børnene. Altså en ikke markant omlægning af deres livsstil, men selvfølgelig en forsødelse. De kan måske godt bruge et par ekstra hundrede tusinde kroner på en god bil, for det har man nu fortjent, men ikke noget med at føre sig frem i to Ferrarier.”

Og så er der boble-milliardærerne.

”Hos dem, der har skabt formuen hurtigt, ser du en noget mere flamboyant livsstil,” sige Thomas Borg Dideriksen.

”Jeg tror ikke, det handler om mangel på respekt for penge, men om en følelse af udødelighed. Tanken om, at man kan tabe pengene igen, ligger formentlig meget fjernt. Man kan selvfølgelig også finder mennesker, der er en blanding. De skal måske nok have et hus i Frankrig, men de lægger en del af formuen til side, som skal sikre, at familien fortsat kan have det godt.”

Fremtiden tilhører de globale
En stor del af landets største familieformuer i dag er ikke skabt på hverken it, ejendomme eller geniale opfindelser, men simpelthen på at opfylde almindelige menneskers behov for almindelige ting: Lars Larsen med Jysk, Holch Povlsen-familien med Bestseller, familien Enevoldsen, der solgte bijouteriproducenten Pandora, L’easys Niels Thorborg, og mange andre. Efter it-boblen og ejendomsboblen er vi nu kommet til det, som i en anden sammenhæng er kaldt ”Wal-Marts tidsalder”, tiden for dem, der sælger til masserne.

Masserne er bare i større og større grad et globalt fænomen.

”Fremtidens meget rige mennesker vil være folk, som har globale virksomheder.

Hvis man har et marked for sit produkt i Kina og resten af Asien, står man langt stærkere. Enkelte lande som USA kan få en nedtur, så jo bredere, man er funderet, jo mere geografisk spredning, man har, jo bedre,” siger Søren Nørbjerg, partner i Advizer.

Det er for så vidt ikke noget nyt fænomen, det er bare et fænomen, vi vil se tydeligere og tydeligere.

”Tag Lego, Grundfos, Novo Nordisk, Jysk Sengetøjslager. Det, der karakteriserer dem, er, at de har udnyttet mulighederne for at ekspandere i resten af verden. De har tjent en masse penge ved at have produktion i Kina og andre steder. De store danske ingeniør- og arkitektfirmaer er også ude i verden. Deres muligheder for at ekspandere er det globale marked,” siger fremtidsforskeren Marianne Levinsen fra rådgivningsfirmaet Fremforsk.

”Globaliseringen gør, at formuerne bliver mere sårbare. Det kan du se på nedturen i bankverdenen. En del af den skyldes, at man har været dum og lånt ud på trods af blinkende advarselslamper. Men det betyder også noget, at afhængigheden af de internationale pengemarkeder er meget større end tidligere. Vi bliver ramt hurtigere og voldsommere, men har også mulighed for at tjene flere penge,” siger hun.

Fremtidens rige er altså mennesker, som lever i en global verden. Fremtidens fattige er dem, der bliver hjemme og aldrig er i kontakt med udlandet. Midt imellem finder vi en stor middelklasse, som i voksende grad er i kontakt med udlandet og måske ligefrem arbejder en periode i udlandet.

”Der vil være de tre grupper,” siger Marianne Levinsen.

Nej, Hemingway har ikke længere ret. De rige er anderledes end dig og mig.


Se også:

Billedserie: Danmarks 50 rigeste

Billedserie: Verdens rigeste

Billedserie: Verdens rigeste kendisser