Danskerne sparer ikke ferien væk i 2009

Selv om finanskrisen kradser og januar har budt på flere store fyringsrunder, fastholder danskerne ferien - 17 procent skruer dog ned for feriebudgettet.

Det er ikke danskernes feriebudget, der rammes først af finanskrisen. 60 procent forventer at have samme feriebudget som i 2007, mens 15 procent vil bruge mere, viser en undersøgelse foretaget af Capacent Epinion for Turisterhvervets Samarbejdsforum (TS).

Formandskabet i TS tilhører Horesta, der er hotel-, restaurant- og turisterhvervets brancheorganisation. Her er direktør Lone Njor Hulth positivt overrasket.

- Undersøgelsen viser, at danskerne holder fast i, at de skal på ferie. Og det er positivt, at så mange forventer at bruge det samme beløb, siger hun og bemærker, at billedet nok ser lidt anderledes ud nu, da undersøgelsen blev lavet i december, før de mange fyringsrunder i januar.

Turismeekspert Lise Lyck, centerleder for Center for Turisme og Kulturledelse ved Handelshøjskolen i København, CBS, bekræfter, at danskerne ikke dropper ferien i nedgangstider.

- Danskerne betragter ferie som noget vigtigt og værdsætter det højt. Så vil man hellere spare på nogle andre ting, siger Lyck.

Lise Lyck peger på, at budgettet skrues ned og billigere ferieformer vælges, når krisen kradser.

/ritzau/