Danskere bestormer a-kasserne

Krisetider betyder, at a-kasserne får flere medlemmer. Siden 2008 er der kommer 26.000 nye medlemmer til.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I opgangstider frygter folk ikke for deres job. Men i krisetider er situationen en ganske anden. Og det kan a-kasserne mærke. Siden efteråret 2008 har a-kasserne samlet set fået 26.000 nye medlemmer.

Det viser nye tal, brancheorganisationen AK-Samvirke har beregnet. Og det seneste år er medlemstallet steget med 16.000 dagpengeforsikrede.

Og det kan betale sig at være medlem af en a-kasse, mener formanden for AK-Samvirke Morten Kaspersen:

- Mister du dit job, og er du ikke forsikret i en a-kasse, skal du være fattig som en kirkerotte for overhovedet at få tilkendt kontanthjælp, siger han.

Med fremgangen ser den negative medlemsudvikling, a-kasserne har oplevet gennem flere år ud til at være vendt - i hvert fald for en periode.

- Det er jo klart, at når der ikke er udsigt til ledighed, er folk ikke så tilbøjelige til at melde sig ind i en a-kasse, siger Morten Kaspersen.

Han understreger, at man skal have været medlem af en a-kasse i et år for at være berettiget til dagpenge. Og det er der mange, der glemmer, når det går godt.

- Derfor er der mange, som kommer i klemme og risikerer at få en alvorlig økonomisk lussing, hvis de mister deres arbejde og hverken kan få dagpenge eller kontanthjælp, siger formanden.

/ritzau/