Dansker overtager ledelsen af Eniro

To ekstra job på bare fire måneder bringer den 50-årige dansker Stefan Kercza helt til tops i den børsnoterede Eniro-koncern, som bl.a. står for Krak. Bag ham ligger flere årtiers arbejde i telebranchen, blandt andet i Indien.

Stefan Kercza, direktør for Eniro i Eniros salgsafdeling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Skovbjerg Fogh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det går hurtigt for danske Stefan Kercza – men han kan lide det.

I april i år blev den administrerende direktør for Eniro Danmark (og dermed også Kraks korttjeneste) også topchef for datterselskabet Eniro Global. Mandag morgen klokken otte rykkede han ind som fungerende chef for hele Eniro-koncernen, der også arbejder i Sverige, Norge, Finland og Polen og for nylig har indgået aftale med en af den arabiske televerdens giganter, Etisalat, om at bruge Krak-konceptet dér i løbet af efteråret.

Den 50-årige Stefan Kercza, hvis efternavn stammer fra den ungarske far, der flygtede til Danmark efter opstanden i 1956, skal nu sætte fut i de i alt 2.800 ansatte (heraf 350 i Danmark) i den børsnoterede virksomhed under bestyrelsesformand Lars-Johan Jarnheimer (med tilnavnet »Jernhammer«), som i mange år var topchef i telegiganten Tele2.

»Eniro kom ikke så godt ud af 2.-kvartalsregnskabet, primært på grund af tab på salget i Sverige. Sammen med mit hold i Danmark har jeg sikret en forholdsvis fornuftig turn-around og blev derfor for en måned siden spurgt, om jeg ville skabe styr på salgsorganisationen i Sverige, og i weekenden kontaktede bestyrelsen mig så om at overtage koncernledelsen midlertidigt. Med så mange kasketter skal jeg nok til at uddelegere noget!« ler Stefan Kercza.Han tror på »et kæmpe potentiale for Eniro i Sverige« og lægger nu alle kræfter i at skabe vækst, for flere brugere gør det mere interessant at annoncere på Eniros mange netsteder, efter at koncernen har droppet trykte telefonbøger og nu henter 90 procent af omsætningen digitalt. Krak.dk er ifølge Danske Medier Danmarks mest besøgte netsted foran DR.dk og Ekstrabladet.dk.»Jeg er meget kommerciel. Jeg elsker at være, hvor pulsen og kunderne er – hvor tingene sker. Når nogen, der refererede til mig, sagde op, satte jeg altid mig selv ind for at komme tæt på forretningen og forstå udfordringerne. Jeg har spillet håndbold på højt niveau, siden jeg var syv år og altid været et konkurrencemenneske og en holdspiller; man skal lykkes som hold, men skal forsøge at gøre alting bedre, hvis man vil være nummer ét,« siger Stefan Kercza.

Han gik ud af folkeskolen efter 10. klasse og fik en halv kontoruddannelse, mens han spillede håndbold. MBA-graden fra AVT Business School kom først senere i hus. Han har flere årtier bag sig i den danske telebranche, senest da han deltog i at bygge den norske telegigant Telenors nye selskab op i Indien 2009-2011, inden han rejste tilbage til Danmark for at hellige sig Eniro. Derfor er han også helt med på, at konstitueringen betyder en del rejseri – nu rundt til alle Eniros selskaber.

»Lige nu er det en midlertidig beslutning, hvor jeg har valgt ikke at blive »herboende svensker«. Men jeg har en god aftale med familien om at komme rundt og bruge erfaringerne fra de multikulturelle miljøer, som jeg synes rigtig godt om. Om jeg er kandidat til at få stillingen fast? Ja, det tror jeg nok, at jeg er – men det afgør bestyrelsen,« siger den konstituerede koncernchef.

Fritiden bruger han på familie og venner, og han løber stadig hver morgen. Nu tager han hele firmaet med under armen.