Danske virksomheder fejlansætter i stor stil

Fire ud af ti nyansatte i danske fremstillingsvirksomheder stopper inden for et år, og det koster, da en fejlansættelse koster virksomheden op mod en halv million kroner.

Foto: Modelfoto: IRIS.
Læs mere
Fold sammen

Når en dansk fremstillingsvirksomhed ansætter 10 nye medarbejdere, vil de fire af dem ikke være i virksomheden, når et år er gået, viser nye forskningsresultater, som erhvervsøkonom og lektor ved Institut for Marketing & Management ved Syddansk Universitet Bo H. Eriksen har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Det skriver Jyllands-Posten.

Bo H. Eriksen har fulgt rekrutteringen i 3.000 danske fremstillingsvirksomheder i 13 år.

»På bundlinjen er det skidt med mange fejlansættelser, fordi det er for dyrt at tage folk ind og oplære dem. Min klare opfattelse er, at det her er et område, hvor der er et betydeligt potentiale for effektivitetsgevinster. Hvis virksomhederne gjorde sig lidt mere umage med at rekruttere, ville de også få en mere stabil medarbejderskare,« siger Bo H. Eriksen.

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen mener, at den generelt høje jobomsætning, vi har i Danmark, er en af grundene til, at vi ser så mange tidlige fratrædelser.

»Danmark har Europas højeste jobomsætning, fordi vores fleksicurity-model giver arbejdsgiveren let adgang til at fyre og hyre,« siger han.

Dansk Industri er glad for netop den dynamik på det danske arbejdsmarked, som Henning Jørgensen beskriver men overrasket over, at fejlansættelserne et helt oppe på 40 procent.

»Det er ikke det billede, vi har. Normalt vil jeg regne med, at antallet af fejlansættelserne er betydeligt lavere. Dynamikken på det danske arbejdsmarked har godt nok den negative side for virksomhederne, at de mister nogle medarbejdere, som de egentlig ikke ønsker at sige farvel til. Men på den anden side øger det sandsynligheden for, at folk får det arbejde, hvor de gør bedst gavn,« siger underdirektør i DI Steen Nielsen til Jyllands-Posten.