Danske topchefer er tryghedsnarkomaner

Direktørerne i Danmark vil hellere have faste lønninger end store bonusser.

Jørgen Buhl Rasmussen fra Carlsberg er en af de danske topchefer, som får den højeste gennemsnitslige løn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
De danske topchefer får lønninger, som er stort set uafhængige af, hvordan det går virksomheden. De danske topchefer vil nemlig hellere have sikkerhed og høj grundløn end bonusordninger, når det går godt for virksomheden.

Se billederne: Så meget tjener topcheferne

"Man kan godt sige, at de danske topchefer er tryghedsnarkomaner. De er i hvert fald mere tryghedssøgende end deres amerikanske kollegaer," siger Anders Drejer, professor i økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet.

Foreløbige forskningsresultater fra CBS viser, at danskerne halter bagefter den internationale gennemsnitsløn for topledere. Til gengæld har danskerne en højere grundløn og en mindre andel bonusser end de amerikanske kollegaer.


Danske toplederes gennemsnitsløn er væsentligt lavere, men fordi virksomhederne er internationalt orienterede, vil der komme mere fokus på både højere lønninger og bonusordninger.

"De danske topchefer vil hellere have fast løn end en rock and roll-tur, hvor de får en tocifret bonus det ene år og ingenting året efter. Men det er på vej til at ændre sig, og der er en større interesse på vej efter bonusser og aktiepakkeordninger, som er mere resultatafhængige," siger Asger Aamund.

For de danske topchefer vil hellere have en højere fast løn end store bonusser, når det går godt for virksomheden. Om det er godt eller skidt afhænger af, hvilken virksomhed topchefen skal lede.

"Der er fordele ved at være en bonusdrevet leder. For så går man efter det resultat, som giver bonussen. Omvendt kan det også skabe utryghed og manglende innovationsevne, fordi lederen er så fokuseret på at nå sit mål," siger Anders Drejer.

Anders Drejer mener også, at den danske tradition har en betydning for at topcheferne er tryghedssøgende, når det kommer til lønnen.

"Vi har en god dansk tradition for, at alle er lige, og at vi ikke har lyst til de store bonusser. Når topchefer har fået store bonusser, har der også været skriverier om det i dagbladene og stor utilfredshed i offentligheden," siger Ander Drejer.