Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Danske topledere kommer til at sende bunkevis af sms’er og mails i sommerferien, selvom de befinder sig langt væk fra arbejdspladsen og måske endda under sydlige himmelstrøg. Ifølge en spørgeundersøgelse med over 2100 deltagere fra fagorganisationen Lederne svarer fire ud af fem toplederne, at de forventer at arbejde i sommerferien.
Helt præcist siger 81 procent af toplederne, at de vil fortsætte med arbejde, selvom de officielt er stemplet ud og taget ferie. Lederne svarer i undersøgelsen, at det primært handler om at holde kontakt til kollegaer og medarbejdere over mail eller via telefonen.
Michael Uhrenholt, der er ledelsesrådgiver hos Lederne, mener, at landets topchefer bør tænke sig om en ekstra gang, inden de beslutter sig for at trække i arbejdstøjet midt i sommerferien. Han peger på, at topchefer også er at betragte som rollemodeller, som er med til at definere, hvordan arbejdsmiljøet i en virksomhed skal være. Det kan derfor sende et uheldigt signal til virksomhedens øvrige ansatte, hvis topchefens arbejdsiver pludseligt tager overhånd i sommerferien, lyder det.
»Hvis du er topchef, bør du overveje, hvilket præg du sætter på en organisation ved altid at være tilgængelig. Det kan hurtigt skabe et arbejdsmiljø, som mellemlederne også tager til sig. Hvis du hele tiden er på og ikke får koblet af, hvor er det så, du lader op henne og henter din energi?« lyder det fra Michael Uhrenholt.
Ledelsesrådgiveren synes ikke, at det giver mening at opfordre til et totalt forbud mod at løse arbejdsopgaver i sommerferien, men han opfordrer kraftigt til, at ferien bliver brugt på afslapning og samvær med familien.
»Hvis du kommer tilbage fra en ferie, hvor du har været på hele tiden, så har du ikke ladet dine batterier op,« siger Michael Uhrenholt.
Ifølge undersøgelsen erklærer 54 pct. af de ledere, der arbejder i ferien, sig enige i, at det skaber irritation i familien, når de sætter sig til tasterne for at løse arbejdsopgaver i sommerferien. Knap hver tredje går endnu længere og svarer, at det ødelægger ferien, når de bliver nødt til at arbejde.
Ifølge Michael Uhrenholt er det helt afgørende, at lederne inden feriestart husker at afstemme forventningerne med andre chefer og ledelseskollegaer, så ferie ikke bliver til frustration.
»Jeg har mødt flere, der har været frustrerede over, at de føler, at de bliver misbrugt i deres ferie, fordi det ikke bliver respekteret, at de reelt er på ferie med deres familier,« siger Michael Uhrenholt.