Danske charterturister ikke nær brandområde

Apollo Rejser har 150 charterturister på den græske halvø Peloponnes. De nærmeste er en halv times kørsel fra det område, hvor skove er i brand.

Den græske halvø Peloponnes, der for øjeblikket hærges af voldsomme skovbrande, er ikke et stort rejsemål for de danske charterrejsebureauer på linje med Kreta, Rhodos og Samos. Rejsebureauet Apollo Rejser har imidlertid 150 charterturister omkring Kalamata på det sydlige Peloponnes. Langt de fleste bor en times kørsel fra det brandhærgede område. Kun to gæster bor tættere på, men de er 30-45 minutters kørsel fra ilden.

- Heldigvis er Peloponnes meget stor. Der er ingen risiko for vores gæster, og derfor foretager vi os ikke noget. Men vi er parat, hvis situationen skulle ændre sig, siger direktør Jan Lockhart, Apollo Rejser, til Ritzau.

Rejseselskabet Star Tour har ikke charterrejser til Peloponnes, men halvøen har en meget smuk natur og mange oldtidsminder og er derfor et populært mål for udflugter. Salgsdirektør Stig Elling, Star Tour, vurderer, at 100-200 danskere måske rejser rundt i området på egen hånd.

/ritzau/